Bøde til DBU efter ølkast
UEFA har givet to bøder med et samlet beløb på 313.125 kroner til DBU.

Sommeren 2021 er vel sagtens det tætteste vi har været på sommeren 92’ i mange år, hvis ikke overhovedet.
Coronarestriktionerne blev lempet, solen skinnede og der var en fodboldslutrunde efter tre års ventetid. Danmark spillede de første fire kampe ved EM-slutrunden i Parken, og efter Christian Eriksens uhyggelige kollaps, var stemningen ved at vende da Danmark først slog Rusland og sidenhen Wales.
Men stemningen var måske ved at blive for god. I hvert fald viste hjemmekampene i Parken en tendens til, at der blev kastet med øl for at fejre Danmarks mål.
Nu skal regningen så betales. UEFA har givet DBU to bøder med et samlet beløb på 313.125 kroner. Det erfarer Ekstra Bladet.
– Det er voldsomme bødestørrelser og ærgerligt, at vi skal betale så mange penge. De kunne være brugt til fanaktiviteter, siger Jakob Høyer, kommunikationschef i DBU, til Ekstra Bladet.
Jakob Høyer udtaler videre til Ekstra Bladet, at ølkast fra tilskuerne er uacceptabelt, og han opfordrer i stedet til at finde andre måder at juble på.
Bøderne er angiveligt opdelt således, at DBU modtog en bøde på 50.625 kroner efter kampen mod Rusland, og derefter en bøde på 262.500 kroner for kampen mod Wales, da der her var tale om en gentagelse.
Læs også: Brøndby og FCK straffes efter derby













