Brøndby og FCK straffes efter derby
Superligaens største rivaler modtager begge bøder efter deres seneste indbyrdes opgør, hvor især pyroteknik og kasteskyts er årsagen.
Søndag den 24. oktober var der derby på Brøndby Stadion. Brøndby og FCK er superligaens største derby, og for en del af fansene involverer det altså mere end bare at se kampen.
Det har nu fået den konsekvens, at både Brøndby og F.C. København er blevet tildelt en bøde hver især. Brøndbys bøde er på 200.000 kroner, mens FCK har fået en bøde på 150.000 kroner. Det oplyser Fodboldens Disciplinærinstans på DBU’s hjemmeside.
I indberetningen af kampen fremgår det, at årsagen til bøderne for begge hold primært skyldes pyroteknik og kasteskyts.
De to rivaliserende klubber skriver i deres redegørelser, at de tager skarp afstand til affyring af pyrotekniske artikler, og at de på det kraftigste tager afstand fra den udviste adfærd.
Læser man indberetningen kan man se, at der var uro og pyroteknik både før, under og efter kampen. Pyroteknikken involverer både romerlys, kanonslag, røgbomber og raketter.
Foruden bøden på 200.000 kroner modtager Brøndby også en betinget dom. Det betyder, at skulle der opstå et lignende tilfælde senere i sæson, risikerer Brøndby at skulle spille en hjemmekamp uden tilskuere.
Læs også: FCK undskylder: Voldtægtsbanner var ‘dumt og meget forkert’