3F Superligaen

Sebastian Jørgensen om gennembrud og landsholdsudtagelse: Pissefedt!

21-årige Sebastian Jørgensen fra Silkeborg IF har fået sit helt store gennembrud på den danske fodboldscene i denne sæson. Tirsdag kulminerede det hele med en U21-landsholdsudtagelse, og campo.dk har mødt den unge offensivspiller til en snak om gennembruddet.

Jørgensen
Sebastian Jørgensen følges tæt af både danske og udenlandske klubber. Foto: Kristian Korotayev/campo.dk

Seks mål og seks assists. Det er de knaldtørre fakta for 21-årige Sebastian Jørgensen fra Silkeborg IF, der sammen med sit hold har taget Superligaen med storm efter oprykningen denne sommer.

– Vi er pisse gode og kommer fra en sæson i 1. division, hvor vi er vant til at vinde og haft en masse momentum. Det har vi taget med ind i Superligaen, hvor vi har vist, at vi kan spille op imod alle hold, siger Sebastian Jørgensen til campo.dk, da vi møder ham efter tirsdagens træningspas.

De mange mål placerer unge Jørgensen som to’er på topscorerlisten. Blot et mål fra Pep Biel, Mikael Uhre og Júnior Brumado, der alle har scoret syv mål. Noget, hovedpersonen naturligvis selv har bemærket.

– Det er selvfølgelig noget, der har fyldt lidt her i starten, når man ligger deroppe. Folk nævner det for en, men det er ikke et mål, jeg har sat mig. Det er aldrig dumt at lægge deroppe, og det er også noget af det, som jeg er på banen for. For at levere mål og assists.

Sebastian Jørgensen og holdkammeraterne pulveriserede senest SønderjyskE med 6-0 på udebane. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Med placeringen som øjeblikkelig femmer i Superligaen, og med sin høje placering på topscorer- og assistslisten, vil hovedpersonen selv gerne købe den præmis, at det helt store gennembrud nu er kommet.

– Det er en rigtig fin udvikling og god start for mig. Jeg spiller for et rigtig godt hold, som passer godt i den måde, som jeg gerne vil spille fodbold på. Jeg har fået slutprodukt på, lavet en masse mål og assists, så lige nu er det godt. Det er dog ikke fordi, jeg stiller mig helt tilfreds med det. Der er stadig masser, der kan bygges på i spillet og på banen. Lige nu er status god, og jeg nyder at spille fodbold. 

I cheftrænerstolen er Kent Nielsen også ganske tilfreds med sin unge komet, som han dog også fortæller, har nogle svagheder.

– Det er indiskutabelt, at Sebastian er vores bedste spiller på den sidste tredjedel af banen. Han har bevist, at når han bliver sat i gunstige postioner, så er han enormt god. Enten via nogle meget smarte afleveringer eller via de scoringer, han nu engang har lavet. Han bliver aldrig nogensinde verdensmester i defensive positioneringer, men han har også flyttet sig der, så han også hjælper lidt til i det defensive. Han er en kampafgørende spiller. Det er også derfor, at han er udtaget til U21-landsholdet. De er altid attraktive, siger Kent Nielsen til campo.dk.

Efter tirsdagens træningspas på JYSK Park, kunne klubben så meddele den unge silkeborgenser, at han netop var blevet udtaget til U21-landholdets kommende kamp mod Tyrkiet. Noget, der vakte stor glæde efterfølgende.

– Det er pissefedt! Det er dejligt, at der er nogen, der ser, at man gør det godt. Jeg ser frem til turen, og det har altid været en stor drøm at repræsentere landsholdet. Så det glæder jeg mig bare helt vildt til.

Læs også: Efter superligagennembrud som 29-årig: Fodbold har altid betydet meget, men nu er der noget, som er endnu vigtigere

Og ambitioner og drømme har den unge offensivsspiller selvfølgelig også masser af.

Hvilke drømme og ambitioner har du?
– Det er klart, at jeg gerne vil prøve mig selv på en højere hylde end SIF. Lige nu er jeg Silkeborg-spiller, som jeg har sagt flere gange før, og jeg nyder at spille i Superligaen med Silkeborg. Hvis der kommer noget interessant på et tidspunkt, så er jeg ikke udelukket for det. Jeg vil også gerne prøve det her udlandseventyr. Det er helt klart noget, jeg drømmer om. Lige hvor det er, tænker jeg ikke så meget over lige nu, slutter Sebastian Jørgensen.

Læs også: Essien til Flemming P: Hvis det havde været Mourinho, så var hovedet blevet flået af!

Sebastian Jørgensen og Silkeborg IF spiller næste gang søndag den 7. november klokken 20, når F.C. København kigger forbi Silkeborg og JYSK Park.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P