Fransk stjerne: Jeg drømmer om Ballon d’Or
Real Madrid-angriberen Karim Benzema har de seneste par sæsoner været storspillende. Nu fortæller den franske landsholdsspiller, at han drømmer om at vinde Ballon d'Or.
Siden portugisiske Cristiano Ronaldo i 2018 skiftede til Juventus fra Real Madrid, har franske Karim Benzema været den helt store stjerne for hovedstadsklubben.
Franskmanden har i denne periode scoret imponerende 97 mål og derudover vundet én LaLiga-titel.
Læs også: Kjær om Ballon d’Or: Det havde jeg ikke forventet
Ifølge det engelske medie Mirror skulle Karim Benzema i et interview med spanske Diario AS have fortalt, hvordan han har en drøm og at vinde den gyldne bold, Ballon d’Or:
– Siden jeg var lille, har jeg haft en drøm om at vinde Ballon d’Or, hvilket er en drøm, som alle fodboldspillere har.
– Det er sandt, at det vigtigste altid er holdet, men når man hjælper sit hold med at vinde, når du er involveret i vigtige aktioner og scorer mange mål, så er det næste at vinde Ballon d’Or, hvilket er noget, som jeg tænker på.
– Selvfølgelig vil jeg gøre alt, jeg kan, og jeg vil arbejde så hårdt, jeg kan, for at have dette fantastiske trofæ, og forhåbentligt vinde det en dag og fuldføre den drøm, som jeg har haft siden, jeg var barn, siger Karim Benzema.
Benzema har lørdag aften mulighed for at vinde et andet trofæ end Ballon d’Or, når han sammen med resten af det franske landshold møder Spanien i Nations League. Den kamp spilles klokken 20:45 på Kanal5.