Tilbagevendt AGF’er: Kan komme op på tidligere niveau
Tobias Mølgaard var lyspunktet i AGF’s skuffelse i Horsens og tvivler ikke på, at han kommer tilbage til tidligere tiders høje niveau.

📍Campo på Fredensvang
Tobias Mølgaards seneste sæsoner i AGF har været præget af flere lange skadesforløb og sparsomt med spilletid, når han var skadesfri.
Men i seneste superligarunde var han pludselig igen at finde i startopstillingen i udekampen mod AC Horsens.
Mølgaard kvitterede for tilliden med at levere 90 minutter på et stærkt niveau, som må have mindet AGF-fansene om, hvor godt den 30-årige forsvarsspiller kan præstere.
Campo har interviewet Tobias Mølgaard om, hvor han står nu efter de lange skadesforløb og setbacks, om vejen tilbage på holdet og om at tro på sig selv, når andre tvivler.
Tobias Mølgaard leverede en solid og flot præstation ude mod Horsens i AGF's seneste superligakamp og er også selv godt tilfreds med sin indsats i opgøret, som dog skuffende for AGF endte 2-2 efter en 0-2 føring.
- Personligt var det dejligt at spille 90 minutter igen. Det har jeg glædet mig rigtig meget til. Det føltes godt, og jeg følte mig godt tilpas og kunne bidrage.
- Så ja, det var en dejlig personlig følelse, men jeg var selvfølgelig pisse ærgerlig og træt af, at vi smider kampen til sidst. Så det var lidt todelte følelser, men det er klart, at jeg selvfølgelig tager noget personligt godt med fra den kamp efter lang tid væk fra fuld tid.
- Jeg følte mig godt klædt på og føler også, jeg har banket på døren længe om, at jeg gerne vil ind og bidrage. Så jeg følte mig klar, og det synes jeg også et eller andet sted, jeg viste, at jeg var, siger Mølgaard til Campo efter onsdagens træning på Fredensvang.

Går all in
I AGF's mesterskabssæson blev det blot til to meget korte indhop for Tobias Mølgaard, og i denne sæson har han forud for Horsens-kampen blot fået spilletid i to kampe i Superligaen.
Først med en startplads i 2-1 nederlaget ude mod Viborg i midten af august og i runden efter, hvor han fik et indhop i de sidste 10 minutter i 2-2-deleren hjemme mod OB.
Herefter fulgte fire superligarunder uden Mølgaards deltagelse. Ikke på grund af skader, men på grund af konkurrencen om pladserne.
- Jeg har egentlig været klar fra starten af (sæsonen, red.). Men det er klart, at der er konkurrence, og nogle gange bliver der set min vej, og andre gange gør der ikke.
- Det er umiddelbart heller ikke så vigtigt at kigge bagud for mig. Det vigtigste var, at jeg holdt mig skarp og klar. Det er selvfølgelig ikke nemt, når man er træt af og skuffet over, at man ikke spiller, men det var det, jeg kunne gøre, og det er også det, jeg vil prøve at bidrage med fremadrettet.
- Nu vil jeg selvfølgelig se, om ikke jeg kan bide mig fast og helt ind på holdet. Det, synes jeg, jeg skylder mig selv efter at have holdt mig klar så længe - at jeg nu virkelig går all in.
Artiklen fortsætter efter reklamen
Det rigtige svar
Cheftræner i AGF, Jakob Poulsen, har som nævnt i perioder valgt at spille med andre end Mølgaard og netop derfor, er han meget begejstret over forsvarsspillerens præstation mod Horsens.
- Ja, det har jeg også sagt til Mølle (Mølgaard, red.) - at jeg har valgt nogle andre før ham. Og den bedste måde at ændre på det er jo bare at gå ud og levere, som han gjorde mod Horsens.
- Så sætter det i hvert fald spørgsmålstegn i mit hoved omkring, om det var det rigtige valg eller ej. Så det var det rigtige svar, han gav, siger Jakob Poulsen til Campo og resten af den fremmødte presse på Fredensvang onsdag.

Ingen tvivl
Blandt superligainteresserede har der måske været tvivl, om Mølgaard med sine lange skadespauser, setbacks og svingende spilletid kan komme tilbage på tidligere tiders høje niveau i AGF. Men tvivlen fylder ikke hos hovedpersonen selv.
- Det er altid svært, når der går lang tid imellem, man spiller - af den ene eller den anden årsag. Man kan sige, at det er jo de referencer, man får hver eneste uge, hvor man ligesom føler, at man kan bygge på. Det har jeg kæmpet med i efterhånden lang tid.
- Nu her føler jeg mig godt kørende igen og kan lægge på og virkelig give den gas. Så jeg er ikke så meget i tvivl om, at jeg kan komme op på samme niveau og højere, hvis jeg bare gør mine ting og får passet alle de småting, jeg også er blevet klogere på i løbet af de her skadespauser. Jeg tror absolut, at jeg kan komme tilbage på et rigtig godt niveau, siger Tobias Mølgaard.
Artiklen fortsætter efter reklamen
Horsens-kampen giver selvtillid
Jakob Poulsen er sikker på, at Mølgaard fint kan gå ind og spille kontinuerligt og flere kampe i træk for AGF. Det samme vurderer Mølgaard, og præstationen mod Horsens giver ham ekstra motivation og selvtillid.
- Selvfølgelig gør det det. Det er altid federe at kunne sige, at man gjorde det godt i sidste uge, end at man gjorde det godt for et år siden.
- Så det, at man får det ind under huden igen og føler, at man er tilbage og er den samme, som man kan huske, man var, betyder selvfølgelig meget.
- Det gør jo også, at jeg hele tiden tør noget mere og får mere selvtillid i de aktioner, jeg laver. Så det er naturligvis medvirkende til, at det forhåbentlig kommer til at gå godt herfra.
Udover spilletid i superligakampen mod Horsens, spillede Tobias Mølgaard også pokalkampen forinden mod Skjold og startede igen inde i fredagens testkamp mod Vendsyssel FF.

Næste opgave i Superligaen for Mølgaard og holdkammeraterne i AGF er mandag den 12. oktober, hvor Sønderjyske kommer på besøg.
Der er kick off på Ceres Park Vejlby klokken 19.00, og du kan se kampen i TV på TV 2 Sport X.
Jakob Poulsen var meget begejstret for Tobias Mølgaards præstation mod Horsens. Du kan læse om hans store ros herunder.

AC Horsens
AGF












