Jakob Poulsen storroser skadesramt AGF’er
Tobias Mølgaard får stor ros af sin cheftræner ovenpå skadesmareridt og svingende spilletid de seneste sæsoner i AGF.

📍Campo på Fredensvang
Det er ikke meget, man har set Tobias Mølgaard på banen for AGF i de seneste sæsoner.
Flere lange skadesforløb og setbacks har holdt profilen ude. Dertil har spilletiden ikke været stor, når forsvarsspilleren endelig har været klar.
I seneste superligarunde var Mølgaard dog pludselig tilbage i startopstillingen mod Horsens og leverede en flot præstation, der bragte minder om den Mølgaard, som før skadespauserne brændte banerne af for De Hviie.
Cheftræner Jakob Poulsen var efter onsdagens træning på Fredensvang også fuld af positive tillægsord, da Campo spurgte ind til Mølgaard.
- Først og fremmest syntes jeg, det var fedt at se Mølgaard, og jeg havde jo virkelig håbet, at jeg kunne være gået ind i omklædningsrummet efter kampen og virkelig storrost ham.
- Fordi jeg syntes virkelig, han var god i sine defensive dueller og struktur, men også i den måde han spillede på bolden, siger Poulsen til Campo og resten af den fremmødte presse.
AGF smed en 0-2 føring og endte med 2-2 i de døende minutter af kampen ude mod Horsens, hvilket nok også var grunden til, at Mølgaards indsats røg i baggrunden efterfølgende i omklædningsrummet.

Tilbage i fuld vigør
Tobias Mølgaard spillede samtlige 90 minutter mod Horsens, og Jakob Poulsen mener, at den 30-årige forsvarsspiller står et godt sted netop nu ovenpå de forudgående fire superligakampe uden spilletid op til opgøret mod Horsens.
- Man så en spiller, der virkelig viste overskud i den kamp. Så det var fedt at se, og det viser også, at Mølle (Mølgaard, red.) er et godt sted lige nu.
- Altså han har haft en længere periode, hvor han bare har trænet fuldt med og spillede i Viborg (14. august, red.), hvor han startede og gjorde det ganske fornuftigt, og så var der en periode, hvor han ikke spillede så meget.
- Og nu spillede han så en topkamp nede i Horsens. Så det er fedt at have Mølle tilbage i ligningen i fuld vigør, siger cheftræneren.
Næste mulighed for at få yderligere spilleminutter i Superligaen for Tobias Mølgaard er mandag den 12. oktober, hvor AGF får besøg af Sønderjyske.
Opgøret på Ceres Park Vejlby fløjtes i gang klokken 19.00, og du kan se kampen i TV på TV 2 Sport X.
Mølgaards holdkammerat Kristian Arnstad er bobler til det norske landshold. Herunder kan du læse nordmandens reaktion på, at Ståle Solbakken følger ham tæt.

AGF
Sønderjyske












