Eksklusivt: FCK-rival straffet for vilde bannere og racisme Foto: Zorana Jevtic/REUTERS

Eksklusivt: FCK-rival straffet for vilde bannere og racisme

Der bliver udstedt en markant bøde ud til en af FC Københavns modstandere.

Foto: Zorana Jevtic/REUTERS

Det gik i det store hele hen over hovedet på FC København såvel som klubbens fans og danske tv-seere.

Men da FCK tidligere på efteråret spillede Europa-kamp i Serbien, blev det til gengæld i den grad registreret i både Serbien og nabolandene.

For til kampen lavede Røde Stjernes berygtede fans en række markeringer og ytringer, der alt i alt koster klubben over 600.000 kroner i bøder til UEFA.

Ifølge Campos oplysninger er den største post en bøde i omegnen af 400.000 kroner.

Det får Røde Stjerne for to bannere.

Kontroversielt

Det ene banner hyldede den nyligt afdøde dømte krigsforbryder Ratko Mladic, der sad fængslet i Haag på en livstidsdom for krigsforbrydelser i borgerkrigen i Bosnien-Herzegovina fra 1992 til 1995.

Det andet var en hyldest til den berygtede tjetnik-kommandør Pavle Durisic.

Den serbisk-montenegrinske militsleder kæmpede blandt andre på Nazityskland og Mussolinis Italiens side under Anden Verdenskrig og var skyldig i drabene på tusindvis af civile bosniere.

Billede fra kampen mellem Røde Stjerne og FC København 22. oktober. Foto: Zorana Jevtic/REUTERS

Røde Stjerne får også bøde for racistisk og diskriminerende adfærd på tilskuerpladserne i kampen mod FC København.

Desuden er der bøde for brug af pyroteknik samt betinget lukning af tribuner til kommende Europa-kampe, hvis der igen sker regelbrud.

Røde Stjerne og klubbens fans vakte ekstremt røre i Serbien og nabolandene for et par måneder siden umiddelbart efter Ratko Mladic' død.

Her havde fansene et kæmpe banner med Mladic samt et banner, der blev tolket som en direkte hyldest af massakren i Srebrenica i sommeren 1995, hvor 8.000 overvejende muslimske bosniske mænd og drenge blev myrdet af militsstyrker under Mladic' ledelse.

For yderligere at sætte streg under Røde Stjernes kontroversielle position i europæisk fodbold delte klubben billeder af hyldesten på klubbens officielle konti på sociale medier.

Røde Stjerne og FC København spillede 2-2 i kampen 22. oktober.

Carrizo kom for sent til træning: Her er årsagen

Mest læste

Notifications

Notifikationer