Superliga-træner fyret over uenighed med sportschefen
Fatah Abdirahman og Casper Daather var så uenige, at en fyring var eneste løsning.

Fatah Abdirahman fik fredag aften den tvivlsomme ære at blive sæsonens bare anden trænerfyring i Superligaen, efter Alexander Zorniger fik sparket i OB kort efter sæsonstart.
Det gjorde han efter en svær begyndelse på tiden i Sønderjyske, der hentede ham ind som erstatning for nuværende Brøndby-cheftræner Thomas Nørgaard i sommer.
Med til historien hører det, at Haderslev-klubben efter tilgangen af Fatah Abdirahman, der aldrig før har været cheftræner på seniorniveau, solgte adskillige af holdets allerstørste profiler.
Måske blandt andet derfor har pointhøsten heller ikke været videre prangende, og Fatah Abdirahman efterlader Sønderjyske på sidstepladsen i Superligaen.
Men faktisk var det ikke pointhøsten eller manglen på samme, der kostede den 34-årige fodboldtræner jobbet.
Det var i stedet en uenighed med sportschef Casper Daather.
Det fortæller Casper Daather til TV 2 Sport i kølvandet på søndagens udekamp mod FC Midtjylland:
- Jeg kan fortælle, at vi valgte at fyre Fatah Abdirahman, fordi vi var nået til et sted, hvor vi ikke var helt enige om, hvor fremtiden skulle føres os hen.
- Uenigheden opstod i løbet af fredagen, og derfor endte vi med at afslutte samarbejdet fredag eftermiddag og sende en pressemeddelelse ud fredag aften, siger Sønderjyske-bossen.

Da han efterfølgende bliver spurgt, om man derfor må antage, at der efter uenigheden ikke var anden udvej end en fyring, lyder svaret:
- Enig.
Han udtaler sig ikke nærmere om, hvad uenigheden gik ud på.
Sønderjyske fik under ledelse af assistenttræner Simon Poulsen et enkelt point med hjem fra MCH Arena søndag aften med cifrene 2-2.
Man ligger derfor fortsat nederst i Superliga-tabellen med to point op til Lyngby på 11. pladsen.

OB
Sønderjyske












