Eksklusivt: Lars Friis reagerer på Brugge-fyring
Lars Friis fortæller her til Campo om fyringen i Cercle Brugge efter et intenst 2026.

Efter at have reddet sig i en svær situation i foråret blev det i løbet af sommeren og efteråret hverdag for Cercle Brugge og Lars Friis.
Klubben ligger trods en sejr i weekenden over Antwerpen nummer 17 og dermed under stregen, og sent mandag aften skred Cercle så til en fyring af Lars Friis.
At en fyring var i spil var ikke nogen stor overraskelse, når man læser belgiske medier og har set en meget hård sæsonstart, der var altså var uden sejre indtil i søndags.
Men det er en afklaret dansk cheftræner, Campo fanger efter afskeden med Cercle.
- Jeg blev kaldt til et møde på stadion, og det er jo sådan, det er, siger Lars Friis til Campo om fyringen mandag.
- Var det en overraskelse? Altså, det er det jo ikke, når man ikke vinder fodboldkampe. Når man er cheftræner, er det en risiko. Man skal ikke gå og være skuffet og sur over, at det kan ske, det er sådan, det er. Man er helt afklaret med, at ens veje skilles på et tidspunkt. Enten ved, at man får et andet job, eller at man bliver fyret, siger Lars Friis.

Irritation over manglende succes
Cercle Brugge overlevede en svær situation i foråret, hvor klubben var i overhængende nedrykningsfare, da Lars Friis tog over op til nedrykningsslutspillet 20. marts.
Siden fulgte et transfervindue, hvor klubben i belgiske mediers opgørelser solgte for omtrent 150 millioner kroner og købte ind for omtrent 30 millioner kroner, noget der udefra set har stillet truppen et sværere sted end i foråret.
Men den dårlige sæsonstart gik altså ikke med ledelsen, selv om Lars Friis er overbevist om, der lå bedre resultater forude, hvis han var fortsat på posten, og er træt af, at det fælles projekt ikke lykkedes.
- Det er primært irritation. Vi har vundet to af de seneste tre kampe og havde så 20 minutters blackout mod Union, hvor vi spiller ti mand og indkasserer for mange mål. Vi er så ikke det første eller sidste hold, der taber til Union.
- Det var fedt at se, hvordan drengene så kom ud mod Antwerpen i søndags og arbejdede stenhårdt. Så det er ikke et knækket hold men et hold, der har haft masser af modgang og mange unge spillere, der er i fuld gang med at lære, siger Lars Friis, der også så sit hold vinde i den belgiske pokalturnering 16. oktober over Sporting Hasselt.

- Så det irriterer mig selvfølgelig, at jeg bliver fyret nu, for man ved bare, at det tager tid med unge spillere, der skal vænne sig til vores måde at spille på. Og så er tid jo desværre det eneste, vi ikke har, og det er det her udslag af, siger Lars Friis.

God tid og energi
Da Campo fanger den danske træner i Belgien, er han i gang med sin morgentræning.
Så selv om irritationen fylder, og danskeren ikke er enig i, at han skulle fyres, er det også for mange gode ting, han kommer til at huske tiden i Cercle Brugge.
- Jeg er alene dansker hernede, og det var jeg spændt på. Og jeg har ikke haft en eneste finger at sætte på noget, det har været en fantastisk stab, der har været ekstremt loyal, og hvor vi alle har arbejdet i samme retning. Det er en stab i bedre forfatning, end da jeg kom, og det er jeg meget tilfreds med, siger Lars Friis.

- Jeg kan ikke fortryde noget, det er jo for sent. Og det gør jeg bestemt heller ikke. Der er naturligvis ting, jeg ville ønske var gået anderledes. Men jeg har været cheftræner i den sjettebedste liga i Europa med et hold fuldt af potentiale, og jeg har oplevet ledelse og fodboldkultur på nye måder, som jeg har lært meget af, siger Lars Friis.
- Jeg er overhovedet ikke færdig eller træt eller ramt. Jeg er fuld af energi og har intet behov for at puste ud, slår cheftræneren fast.
Friis ville gerne have haft længere snor, men arbejdet i dagligdagen er gået godt i den danske cheftræners optik.
- Jeg kan se mig selv i spejlet i forhold til den måde, vi har arbejdet og udviklet os. Resultaterne har ikke været der, og jeg er irriteret over, at vi ikke lykkedes noget mere på det felt. Det er jeg skuffet og irriteret over, men jeg efterlader klubben et bedre sted, end da jeg kom, og det er jeg glad for, siger Lars Friis.

Lars Friis havde kontrakt med Cercle Brugge indtil sommeren 2028.

Cercle Brugge












