Ståle er blevet kræsen: Top-5-liga og Saudi-millioner er ikke nok
Den norske landstræner tror stadig, at der ligger et stort klubjob og venter ude i fremtiden.

Ståle Solbakken har næppe været varmere, end han er lige for tiden.
Det er kun omkring tre måneder siden, at den tidligere FC København-træner førte Erling Haaland og resten af det norske landshold til det bedste VM-resultat i landets historie med en kvartfinaleplads mod England.
I NRK-podcasten Bakrommet, fortæller den populære nordmand, at han stadig drømmer om at være klubtræner på den anden side af sin landsholdstid - også selvom hans kontrakt først udløber efter EM i 2028.
Han understreger dog, at han er blevet kræsen med hensyn til de klubber, han gider træne.
Eksempelvis må han skuffe den håndfuld FC København-fans, der går med drømmen om en genforening med klubbens mest vindende træner.
Skandinavien er et no-go.

Faktisk bekræfter Ståle Solbakken, at han har afvist klubber, der spiller i markant større ligaer og med markant mere købekraft, end vi kan præstere her i Norden.
- Ja, der har også været interesse fra en top-5-liga, siger han.
Det samme gælder også fra Saudi-Arabien, fortæller Solbakken yderligere uden at sætte navn på klubberne.
Han understreger desuden, at der er stor forskel på at modtage en forespørgsel og på at modtage et konkret jobtilbud.
Tror på et stort klubjob
Da Ståle Solbakken i slutningen af sidste år forlængede sin kontrakt, så han kunne få EM med, gjorde han det også klart, at han ikke regnede med at forlænge endnu en gang.
Det betyder dog ikke, at han er færdig med trænergerningen.
I hvert fald i klubfodbold.
- Jeg tror, at jeg har et okay stort job i mig, siger Ståle Solbakken.
Norges landshold og Ståle Solbakken har roet videre på succesbølgen fra VM i efterårets Nations League, hvor de slog det danske landshold.
Brian Riemer får dog mulighed for at tage revanche mod sin tidligere chef i FC København, når Solbakken vender hjem til Parken den 17. november. Inden det skal de dog lige en tur til Portugal, hvor en vis superstjerne muligvis er med.

Norge












