Max Ejdums første retur: OB er et godt sted at øve sig
Max Ejdum skiftede i sommer fra OB til Brøndby. Søndag møder han for første gang sin tidligere klub.

Der er ting, der bliver præcis det samme, og så er der nogle, der bliver markant anderledes.
Brøndbys Max Ejdum vender søndag tilbage til Nature Energy Park i Odense for første gang siden den 3. maj, men det bliver iklædt Brøndby-trikot og ikke den blå-hvide OB-trøje.
Den nåede Ejdum ellers at trække over hovedet ved i alt 73 lejligheder inden skiftet til Brøndby i sommer, og netop opvæksten i OB har været medvirkende til, at svendborgenseren fra start er faldet til som ny mand i Brøndby IF.
Sådan lyder vurderingen i hvert fald fra Brøndby-cheftræner Thomas Nørgaard.
- OB er et godt sted at øve sig; En fodboldklub som trods alt også har en vis opmærksomhed omkring sig, så at tage skridtet nu her, det har virket meget-meget naturligt, siger Thomas Nørgaard ifølge 3Point om Max Ejdum.

Ejdum har startet alle 10 superligakampe siden sommerskiftet, og i de seneste tre kampe har han fundet vej til netmaskerne to gange.
Han er dog langt fra den mest frembrusende type som person, men man skal ikke tage fejl af den lettere introverte fynbo.
- Som menneske er han en lidt underspillet type. Han kan engang imellem virke som om, at han er lidt ligeglad med det hele, men han observerer faktisk rigtig meget og er en klog fodboldspiller, lyder det fra Thomas Nørgaard.
OB er det eneste hold i Superligaen, Brøndby endnu ikke har mødt i denne sæson. Når kampen i Odense er færdig søndag, vil halvdelen af grundspillet således være spillet for både Brøndbys og OB's vedkommende.

Brøndby IF
OB












