Silkeborg-helt fik spoleret karrierens første hattrick: Kunne næsten ikke tro det
AC Horsens scorede i allersidste sekund og spolerede dermed Olivers Ross’ hattrick.

Core-memories bliver de kaldt i en Disney-film.
Minderne vi altid kan huske tilbage på med en klarhed, som så vi dem i 4K på en kæmpe fladskærm. Minderne der var med til at forme vores liv.
Aftegningerne af netop sådan et begyndte at vise sig for Oliver Ross, da han placerede bagdelen på Silkeborg-bænken efter 85 minutters tjeneste mod AC Horsens.
Den 22-årige offensivspiller havde netop tilbragt hele anden halvleg med at bringe sit hold tilbage fra de døde med karrierens første hattrick.
Fra 0-2 i pausen til 3-2, og nu var det bare om at nyde de resterende få minutter, inden han kunne tage kampbolden med hjem.
Men med allersidste berøring i kampen, fik Alagie Saine fra Horsens spoleret et minde, som stort set alle fodboldbørn har drømt om at skabe, da de løb rundt i baghaven.
- Jeg burde jo stå og være godt tilfreds, og selvfølgelig er jeg også tilfreds og glad for at hattrick. Det er en utrolig flad fornemmelse. Jeg sad ude på bænken og kunne næsten ikke tro, at det skete i allersidste sekund, siger Oliver Ross til Viaplay.

Samtidig forduftede to yderst vigtige point i et meget tætpakket midterfelt i Superligaen også ud i det rene ingenting, heller ikke ligefrem er optimalt for Silkeborg.
- De to point betyder så meget, så det er noget pis lige nu, men jeg tror, at jeg havde taget det i pausen, siger Oliver Ross, der dog alligevel kalder det den bedste følelse at score hattrick.
Nu skal kampbolden så bare have en plads i hjemmet. Det ansvar uddelegerer Oliver Ross dog til kæresten.

AC Horsens
Silkeborg IF












