Farlige Francu! Sat i scene af Salah
Franculino er kommet godt i gang i tyrkisk fodbold.

Ny liga, samme gamle Franculino.
Den tidligere FC Midtjylland-spids og Superliga-topscorer forlod Danmark i sommer til fordel for Tyrkiet og Trabzonspor.
Her er han blevet holdkammerater med ingen ringere end Liverpool-legenden Mohamed Salah, og det nyder Franculino allerede rigtig godt af, da han lørdag eftermiddag lukrerede på et oplæg fra den egyptiske stjerne.
Franculino scorede nemlig kampens sidste mål til 0-3, da Trabzonspor moste Samsunspor.
Mohamed Salah sendte en høj aflevering over Samsunspors bagkæde, hvor den tidligere målræv i Superligaen opsnappede bolden og lagde den køligt i kassen.

Aral Simsir startede også inde i kampen og fik 84 minutter på banen, hvor det dog hverken blev til mål eller oplæg for hans vedkommende.
Med sin scoring er Franculino allerede oppe på to scoringer og ét enkelt oplæg i bare fire optrædener for sin nye klub.
Den 22-årige angriber har kontrakt med klubben frem til sommeren 2030.

Danmark
FC Midtjylland
Franculino Djú












