Åbner op om mislykket Superliga-salg: Det skabte gnidninger
Ifølge Pedro Ganchas har sommerens transfersaga haft indflydelse på hans spilletid i denne sæson.

- Jeg vil ikke diskutere specifikke klubber, men der har både været interesse i Danmark og fra udlandet. Nu er det vigtige, at Silkeborg erkender situationen og åbner for at finde en løsning, hvis den rette mulighed dukker op.
Sådan lød det fra Pedro Ganchas' agent, Miguel Herlein, i et interview med Campo, inden sommerens transfervindue åbnede.
Silkeborg IF's portugisiske profil lagde efterfølgende heller ikke skjul på, at han gerne så et klubskifte blive en realitet i løbet af sommeren. Det endte dog ikke sådan trods interesse fra den serbiske klub Vojvodina.
Ganchas er derfor fortsat at finde i Søhøjlandet, men det har været småt med spilletid i den nye sæson. Ifølge den 26-årige forsvarsspiller er transfersagaen en del af forklaringen.
- Det hænger lidt sammen med, hvad der skete i transfervinduet. Jeg havde en forventning om at forlade klubben i år. Der kom nogle tilbud, og fra min side var det hele mere eller mindre på plads, så jeg kunne skifte, fordi det ville have været godt for mig både personligt og sportsligt.
- Der var dog en uenighed med klubben, og de endte med at afvise tilbuddene. Det skabte lidt gnidninger, men det har vi lagt bag os nu. Nu handler det om at komme tilbage i min bedste form og få spilletid igen, siger Ganchas til det portugisiske medie Zerozero.pt.

Silkeborg-spilleren har blot fået 27 minutter i ilden i Superligaen i denne sæson spredt over to kampe.
Ganchas kom til Silkeborg fra FC Paços de Ferreira i hjemlandet i 2024. Denne sæson er således hans tredje i Superligaen, og han har nydt sin tid i Danmark.
- Det har været en positiv oplevelse. De første to år var rigtig gode, især det første - både individuelt og holdmæssigt. Sidste år havde vi nogle udfordringer som hold, men individuelt havde jeg gode tal og spillede nogle gode kampe.
- Derfor synes jeg, det har været positivt - også fordi det er min første erfaring med at spille uden for Portugal, siger han.
Ganchas har iført sig Silkeborg IF-uniformen 75 gange.

Silkeborg IF












