Succestræner solgt fra Superligaen: Jeg kommer tilbage
Freyr Alexandersson har en klokkeklar plan om at vende retur til dansk fodbold.

Freyr Alexandersson nåede to og et halvt år i Lyngby Boldklub, blandt andet med en decideret mirakuløs overlevelse i Superligaen til følge.
Det medførte et salg til belgisk fodbold, hvor han gentog bedriften ved at sikre ellers kriseramte Kortrijk en ny sæson i landets bedste række.
Siden røg han til norske fodbold i spidsen for Brann, inden han denne sommer overtog tøjlerne i Rosenborg.
Her har han med lynets hast fået vendt skuden og tredoblet den norske storklubs pointgennemsnit.
Men den nuværende succes i Norge til trods, så har han et klokkeklart mål om at gøre comeback i Superligaen en dag.
Det fortæller den 43-årige islænding til Campo.
- Ja, helt klart. Både min familie og jeg havde det rigtig godt i Danmark, og vi har det stadigvæk på den måde, at vi ser det som vores andet hjem.
- Vi har både rigtig gode venner og familie i Danmark, så jeg er ret sikker på, at på et tidspunkt kommer jeg tilbage til Superligaen. Hvornår det lige bliver, er der ingen, der ved. Men jeg er ret sikker på, at det sker på et tidspunkt, siger Freyr Alexandersson.

Den nuværende Rosenborg-cheftræner har hidtil ikke arbejdet andre steder i Danmark end Lyngby Boldklub.

Men om det lige bliver De Kongeblå, et andet sted på Sjælland eller i resten af landet engang i fremtiden, er ikke det vigtigste for Freyr Alexandersson:
- Hvor det lige er i landet, det er mindre vigtigt. Det skal bare være et sportsligt godt projekt og med gode mennesker - det er dét, som er allervigtigst i det her, siger han.
Har haft muligheder i Danmark
Det nærmer sig at være tre år siden, at Lyngby Boldklub solgte Freyr Alexandersson.
Siden har han takket ja til to jobs i Norge.
Men det er ikke ensbetydende med, at han ikke kunne have gjort comeback i Danmark allerede.
- Ja, jeg har haft muligheder i Danmark.
Var der nogle af dem, der var tæt på?
- Jeg har haft nogle rigtig gode samtaler med nogle gode mennesker i dansk fodbold, siger han.
Der er dog intet som tyder på, at der lurer et comeback til dansk fodbold lige nu og her.
Freyr Alexandersson har fået en drømmestart og på rekordtid vendt skuden i Rosenborg, der er kravlet så langt op i tabellen, at man ser ud til at skulle spille med om 3.-4.pladsen.

Lyngby Boldklub
Danmark











