Norwich-dansker efter sløj start: Sådan løser vi problemerne
Målene vælter ind i Norwich, men Pelle Mattsson har løsningen klar.

Danskerklubben har lukket 13 mål ind i de seneste tre kampe.
Norwich har ganske vist mødt mægtige Manchester City i ligacuppen undervejs, men også i Championship har de for alvor svært ved at holde modstanderne fra fadet.
De seneste defensive præstationer får nu en af klubbens danskere til at komme med sit bud på, hvordan de skal gribe den defensive struktur an for at imødekomme problemerne.
I en Norwich-podcast med BBC Radio fortæller Pelle Mattsson, at de skal genfinde deres kompakthed som hold for at få styr på deres defensive problemer i sæsonens begyndelse.
“Først og fremmest skal vi være mere kompakte som hold. Vi skal stå tættere mellem forsvaret og midtbanen og mellem midtbanen, kanterne og angriberne,” fortalte danskeren i podcasten, Norwich City The Scrimmage.

Udtalelserne kommer i kølvandet på klubbens seneste kamp, hvor Norwich på hjemmebane tabte 3-4 til Bolton.
“Lige nu er vi for åbne omkring og foran forsvaret, og modstanderen – med al respekt for Bolton – behøvede ikke at gøre særlig meget for at score målene.”
Klubben med de mange tidligere Superliga-kendinge har desuden ikke holdt målet rent i de seneste 18 kampe.
Norwich råder, foruden Mattsson, over både Mathias Kvistgaarden og Oscar Schwartau, mens også Anis Slimane og Mohamed Toure, med fortid i henholdsvis Brøndby IF og Randers FC, spiller for The Canaries.

Pelle Mattsson
Norwich City












