Infantino åbner for FIFA-reformer efter milliardforslag Foto: Kacper Pempel/REUTERS

Infantino åbner for FIFA-reformer efter milliardforslag

FIFA-præsidenten lægger op til ændringer i det internationale fodboldforbund.

Gianni Infantino smiler lumskt.
Foto: Kacper Pempel/REUTERS

Gianni Infantino har i den grad været i vælten sommeren over.

Efter et falleret og yderst kontroversielt forsøg på at sælge en del af FIFA's kommercielle rettigheder blev droppet, har han nu åbnet for store ændringer i det internationale fodboldforbunds beslutningsprocesser.

Det fremgår af et brev, som FIFA-præsidenten mandag har sendt til medlemmerne af FIFA's råd og formændene for samtlige 211 medlemsforbund.

Det skriver The Athletic, som har set brevet, hvor Infantino præsenterer to forslag til reformer, som skal drøftes på FIFA's kommende rådsmøde den 15. oktober.

- Først vil jeg spørge rådet, om det ønsker at iværksætte en uafhængig ekstern gennemgang af FIFA's nuværende ledelsesstruktur for større strategiske initiativer og anbefale mulige forbedringer, skriver Infantino.

Gianni Infantino smiler lumskt.
Foto: Kacper Pempel/REUTERS

Derudover ønsker FIFA-præsidenten at etablere en struktureret dialog med de kontinentale fodboldforbund, medlemslandene og andre relevante interessenter.

Formålet er efter sigende at styrke gennemsigtigheden og sikre større inddragelse i forbindelse med væsentlige beslutninger.

Milliardforslaget

Udmeldingen kommer i kølvandet på sommerens helt store bommert fra Infantino og kompagni, som gik ud på at sælge en del af FIFA's kommercielle rettigheder.

Forslaget ville have givet den amerikanske investeringsfond Thrive Eternal mulighed for at købe 20 procent af FIFA's kommercielle rettigheder og turneringsforretninger for 4,2 milliarder dollars.

Det svarer til svimlende 27 milliarder danske kroner.

Aftalen ville blandt andet have omfattet de kommercielle rettigheder omkring VM for både herrer og kvinder, men forslaget blev droppet, før det nåede til en formel afstemning - i øvrigt på grund af enorm kritik og modstand.

I sit brev understreger Infantino, at der aldrig var tale om at afgive kontrollen over FIFA's sportslige engagement.

Gianni Infantino besvarer spørgsmål på et pressemøde
Foto: Henry Romero/REUTERS

- FIFA's demokratiske processer, uafhængighed og sportslige autoritet har aldrig været til salg. De er ikke til salg og vil aldrig være det, skriver han.

Under pres

Tilbage til den heftige kritik.

Gianni Infantino har været under pres, siden forslaget blev offentligt kendt. UEFA har i et juridisk søgsmål i USA beskyldt FIFA-præsidenten for 'kriminel embedsmisbrug', mens FIFA omvendt har anklaget det europæiske fodboldforbund for at føre 'smædekampagne' mod Infantino.

I brevet anerkender FIFA-præsidenten dog, at forløbet omkring det kontroversielle milliardforslag gav anledning til bekymring.

- Jeg anerkender, at det uden den fulde kontekst skabte bekymring og gav indtryk af, at beslutninger allerede var blevet truffet. Det var de ikke, skriver Infantino.

Således har blandt andre UEFA-præsident Aleksander Ceferin og øvrige medlemmer af UEFA-toppen som danske Jesper Møller tilkendegivet, at man ønsker at vælte Gianni Infantino af pinden.

DBU-formand: FIFA vil ikke svare på spørgsmål

Siden hen har FIFA-præsidenten dog gjort det klart, at han genopstiller til FIFA-valget i marts, hvor han indtil videre er den eneste kandidat til posten, som har meldt sig.

Fristen for at melde sit kandidatur til posten er den 18. november.

DBU vil vælte Infantino: Her er planen

Mest læste

Notifications

Notifikationer