– Han skal ikke spille som Bartosz Slisz Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

– Han skal ikke spille som Bartosz Slisz

Hvis Casper Winther skal i aktion, skal han ikke forsøge at spille som andre end sig selv, mener Brøndby-cheftræner Thomas Nørgaard.

Thomas Nørgaard med en eftertænksom mine.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Søndag er der dømt derby, når FC København gæster Brøndby Stadion.

Men for hjemmeholdet bliver det uden midtbaneprofilen Bartosz Slisz, der i mandags brokkede sig til sin anden advarsel og dermed så rødt mod FC Midtjylland.

Det havde man utvivlsomt helst været foruden i Brøndby, der dog har en potentiel afløser klar i form af Casper Winther.

Den tidligere Lyngby-kaptajn blev hentet til den københavnske vestegn på transfervinduets sidste dag denne sommer, og han fik senest sin startdebut i torsdagens pokalkamp mod Vejle Boldklub.

Derfor kan det også være nærtliggende at forestille sig, at han skal agere afløser for Bartosz Slisz i søndagens derby.

Men skal han det, så skal han ikke forsøge at erstatte sin polske holdkammerat én-til-én.

Det fortæller Brøndby-cheftræner Thomas Nørgaard til Viaplay:

- Hvis Casper Winther skal spille, så skal han spille som Casper Winther. Ikke som Bartosz Slisz.

- De her kampe har en tendens til at leve sit eget liv, og jeg har heldigvis en trup, som over en bred kam godt ved, hvad der skal til. Det forventer jeg også, at FC København godt ved. Så vi skal nok løse det, men hvad vi helt specifikt har tænkt os at gøre, må I vente med at se til på søndag, siger Thomas Nørgaard.

Thomas Nørgaard med en eftertænksom mine.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Brøndby IF kommer ind til kampen med tre Superliga-nederlag i bagagen, mens det blev til en sejr i pokalkampen mod Vejle Boldklub.

Anderledes positivt står det til i FCK, der kommer med seks sejre på stribe.

Kampen fløjtes i gang søndag klokken 14.00.

Uimponerende, Brøndby! FCK må slikke sig om munden

Mest læste

Notifications

Notifikationer