‘Pokaldræber’ venter: Hvorfor skulle det være anderledes?
Der venter Viborg en svær og bøvlet opgave senere onsdag.

På papiret skal det være en sejr hver evig eneste gang.
Alligevel kan Viborg FF ikke vide sig sikker på noget som helst onsdag eftermiddag.
Her venter et opgør i Pokalen ude mod Brabrand, der forud for kampen indtager 10. pladsen i 2. division.
Niveauforskellen har dog før vist sig værende mindre vigtig, når først fløjten lyder i den danske pokalturnering.
Tilbage i 2024 slog Brabrand eksempelvis både Randers FC og FC Nordsjælland ud af Pokalen på vejen til kvartfinalerne.
Det er man helt og aldeles opmærksomme på i Viborg FF, der har brugt ressourcer på at sætte sig ind i den aarhusianske pokaldræbers styrker.
- Det kan blive en bøvlet og en svær opgave mod et godt og struktureret divisionshold. Og selvom vi har haft kort tid mellem kampene, så har vi alligevel forberedt os godt nok til, at vi ved, hvad vi skal op imod.
- Det er et hold, som vinder klart de fleste luftdueller i 2. division. Så hvorfor skulle det være anderledes mod et Superliga-hold? Det er et fysisk stærkt hold, så det forventer vi, at de vil udfordre os på, siger Viborg FF-cheftræner Nickolai Lund og nævner luftdueller, andenbolde, dødbolde og omstillinger som de våben, man skal tage sig i agt for mod Brabrand.

Viborg drømmer sig i finalen
Selvom der venter Viborg en af den slags opgaver, hvor kløverklubben nærmest kun kan skuffe, så er det er opgør, som midtbaneprofilen Asker Beck glæder sig til.
- Det er altid sjovt. Det kan noget andet, de der pokalkampe. Der er en kæmpe underdog og en kæmpe favorit - og det er der bare noget charme over, synes jeg.
Asker Beck giver udtryk for, at pokalturneringen ikke er noget, man tager let på i Viborg FF. Heller ikke mod Brabrand.
Det underbygges af cheftrænerens syn på turneringen, hvor ambitionerne er store.
- Det her er en vigtig turnering for os, som vi prioriterer. Klubben er kommet i semifinalerne to år i streg, og vi drømmer om at gå hele vejen til finalen - og endda vinde. Vejen dertil kan være bøvlet, og man skal igennem de her svære kampe mod gode divisionshold, som arbejder hårdt og spiller deres livs kamp, siger Nickolai Lund.
Kampen mellem Viborg FF og Brabrand fløjtes i gang i Aarhus onsdag klokken 16.30.

Viborg FF












