Det er slut: Stor ændring i Pokalen vedtaget
Divisionsforeningen bekræfter fredag morgen en markant ændring i forbindelse med fremtidens pokalfinaler.

FC København kommer aldrig til at spille en pokalfinale i Parken igen.
I hvert fald ikke med den nye regel, som Divisionsforeningen har vedtaget og fredag morgen beretter om i en pressemeddelelse.
FCK har ellers spillet 14 ud af sine 15 pokalfinaler i Parken hidtil, men det bliver der sat en stopper for.
Det er dog ikke kun den danske hovedstadsklub, der bliver ramt af den nye regel.
Det er således blevet vedtaget, at pokalfinalen ikke længere kan afvikles på et stadion, der normalt fungerer som hjemmebane for finalens deltagere.
- Pokalfinalens spillested har i mange år været et diskussionsemne blandt fodboldfans. Meningerne er mange, når det drejer sig om noget, der vækker så store følelser som fodbold. Skal finalen altid spilles på det samme stadion, eller må et hold aldrig have fordel af hjemmebane i finalen? Nu har DBU og Divisionsforeningens bestyrelser vedtaget, at sidstnævnte så vidt muligt skal undgås.

En af de primære årsager til beslutningen er, at der til vinderen af pokalfinalen ligger en kæmpe gevinst i form af europæisk fodbold. Derfor vil man ikke risikere sportslige fordele - eller ulemper.
- Baggrunden for beslutningen er sportslig retfærdighed og den kendsgerning, at én af præmierne til vinderen af pokalfinalen er en attraktiv vej til de europæiske klubturneringer.
- I praksis betyder det, at der hvert år vil blive valgt et primært stadion til finalen, men at kampen kan blive flyttet til et andet stadion, hvis klubben, der er hjemmehørende på det primært valgte stadion, kommer i finalen, skriver Divisionsforeningen.
I teorien kan det altså blive nødvendigt at have tre stadioner klar til pokalfinalen, i tilfælde af at begge finalisters hjemmebaner er blevet udpeget som arena på forhånd.
Campo har rakt ud til Divisionsforeningen med henblik på en uddybende forklaring.

Opdateres...














