Ny Brøndby-juvel forfremmes til førsteholdet
Oskar Fenger har nu fået plads i Brøndby IF’s førsteholdstrup.

Oskar Fenger er blevet fast inventar i Brøndby IF.
Den bare 18-årige angriber er blæst ind på holdet i den nye sæson, og det belønnes han nu for.
Klubben fra den københavnske vestegn oplyser således på sin hjemmeside torsdag, at Oskar Fenger fremover rykkes op og bliver en fast del af førsteholdstruppen.

- Oskar har været igennem en rigtig fin udvikling, og særligt over de seneste måneder har han taget store skridt og vist, at han er klar til at blive en fast del af førsteholdstruppen. Han har hurtigt tilpasset sig miljøet omkring førsteholdet og gjort et stærkt indtryk fra start, så oprykningen er fuldt fortjent.
- Vi tror på, at rekruttering fra Masterclass er den bedste form for rekruttering til vores førstehold, og Oskar er endnu et godt eksempel på det. Hans rejse er et stærkt eksempel på det arbejde, der bliver lagt i Masterclass - ikke kun i forhold til at udvikle spillere, men også i forhold til at identificere og rekruttere de rette talenter, som passer ind i vores miljø, som tager Brøndby IF til sig og har potentialet til at tage skridtet op på vores førstehold.
- Oskar er stadig kun 18 år og har fortsat masser af udvikling foran sig, men han har nogle spændende kvaliteter og et stort potentiale. Han har en stærk arbejdsmoral og en stor sult efter at udvikle sig hver eneste dag, og det har været en vigtig del af hans udvikling. Nu handler det om at fastholde den indstilling og fortsætte med at bygge flere lag på hans spil skridt for skridt, fortæller Julius Ohnesorge.
Oskar Fenger fik sin debut i foråret. I denne sæson er det blevet til spilletid i syv ud af syv Superliga-kampe, herunder også flere af dem fra start.
Tilbage i maj satte han pen til papir på en ny aftale frem til sommeren 2030.

Brøndby IF












