Anerkendt medie peger på dansker: Hold øje med ham!
Victor Froholdt har fanget The Athletics opmærksomhed.

Champions League blev officielt skudt i gang tirsdag aften.
I den anledning har det anerkendte og velinformerede medie The Athletic lavet en liste over de 10 unge spillere, som er værd at holde ekstra godt øje med i den fineste klubturnering af dem alle.
Et af navnene på den liste er dansk - nemlig Victor Froholdt.
Mediet peger særligt på den 20-årige Porto-profils løbepensum som en styrke, der skiller sig ud fra mængden.
- Få unge midtbanespillere laver lige så meget som Victor Froholdt. Ifølge SkillCorner er der kun én spiller - Adrien Thomasson i Lens - der i sidste sæson løb længere per kamp i Europas syv bedste ligaer. Victor Froholdt rangerer også som nummer to på listen over tilbagelagt distance med høj intensitet (over 25 km/t).
- Victor Froholdt løber konstant i dybden, angriber boksen, laver over- og underlaps, trækker ud i siden og kommer med frem for at støtte angrebene. Samtidig leder han også gerne det høje presspil. Han er omtrent så utrættelig en løber, som de overhovedet kan fås.

- Hans intensitet overføres til stærke evner i duelspillet, mens hans motor tillader ham at spille en boks-til-boks-rolle. Han kontrollerer ikke tempoet i kampene, hvor han har få succesfulde afleveringer sammenlignet med andre på samme position, men han er teknisk velfunderet, og hans dynamik hjælper Porto med at bevæge sig frem ad banen, samtidig med at man har en sikker struktur uden bold, lyder de flotte roser fra The Athletic.
Victor Froholdt var ikke med tirsdag, da Porto tabte hjemme med 0-2 mod Manchester City. Det skyldes, at han lige nu døjer med en hjernerystelse.

FC Porto
Victor Froholdt












