Efter PL-debut: Vil altid have FCM i mit hjerte
Den nu tidligere FC Midtjylland-stjerne kommer aldrig til at glemme ‘Ulvene’.

Vi vidste det godt.
Dario Osorio var kun Superliga-spiller på lånt tid, men sikke en spiller han var. Den chilenske venstre skøjte tryllebandt dansk fodbold, så længe vi havde glæde af ham, men nu er det slut.
Sidst i sommerens transfervindue blev han nemlig vristet fri af Ulvenes klør, da Crystal Palace hentede den nu tidligere FC Midtjylland-stjerne.
Lørdag fik han tilmed Premier League-debut.
I den anledning har han givet et interview til FC Midtjyllands egne kanaler.
- For mig har de her tre år betydet, at jeg nu har fået opfyldt en drøm. Selvfølgelig vil jeg fortsat støtte FC Midtjylland og følge med i alle klubbens kampe, samtidig med at jeg vil følge og støtte mine tidligere holdkammerater.
- Jeg vil gerne takke alle i klubben - kokkene, trænerstaben, det medicinske team, ledelsen, mine tidligere holdkammerater og fansene. De skal have stor tak for al den kærlighed og støtte, de har givet mig gennem de tre år. Jeg vil altid bære dem i mit hjerte, fortæller Dario Osorio.

Den 22-årige chilener kom til FC Midtjylland fra Universidad de Chile tilbage i sommeren 2023 og nåede at spille 121 kampe for Ulvene, hvor han bidrog med 25 scoringer og 18 oplæg.
Dario Osorio fik ét enkelt minuts spilletid for Crystal Palace lørdag, da han kom ind i de døende minutter mod Fulham i en 2-3-sejr til The Eagles.
Du kan læse mere om det store FCM-salg lige her:

FC Midtjylland
Crystal Palace












