Skift i BIF-startellever var et vink med en vognstang Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Skift i BIF-startellever var et vink med en vognstang

Thomas Nørgaard havde rystet posen en smule til opgøret mod Randers for at dæmme op for de offensive udfordringer.

Thomas Nørgaard under Superligakampen mellem Brøndby og Randers den 6. september 2026.
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

I sidste runde løb Brøndby ind i sæsonens første nederlag, da man tabte 3-1 til FC Nordsjælland.

Det var et opgør, hvor Brøndby i store dele af kampen var kontrollerende og havde mest boldbesiddelse.

Vestegnsklubben blev dog aldrig rigtig farlige på den sidste tredjedel, og derfor havde cheftræneren taget konsekvensen med et par ændringer med til søndagens opgør mod Randers.

- Det er vel et eller andet sted et vink med en vognstang, når det er, at vi skifter et par stykker i selektionen inden kampen, fortæller Nørgaard til Viaplay efter kampen.

Efter mavepusteren på hjemmebane mod Randers står det klart, at de ændringer, som cheftræneren havde disket op med ikke kunne løfte opgaven for Brøndby.

Thomas Nørgaard under Superligakampen mellem Brøndby og Randers den 6. september 2026.
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Alligevel mener Nørgaard ikke, at det var ændringerne, der var direkte årsag til at Brøndby tabte kampen søndag aften.

- Det er det, som jeg også har sagt til spillerne. Det er nu engang mit job træffe beslutninger om det ene og det andet. Jeg tror ikke på, at det er de skift vi laver i dag, der gør at vi taber fodboldkampen, tilføjer cheftræneren.

Brøndby-bossen erkender dog at hans mandskab skal forbedre sig i den offensive fase, hvor der mangler kvalitet og kreativitet til at få skabt de store chancer.

- Jeg synes, vi flytter bolden for langsomt. Jeg synes, de gange, hvor vi skal slå indlæg, bliver det med for lav kvalitet. Jeg synes, vi mangler noget fantasi eller noget kreativitet dér hvor spillerne kan få bragt sig selv og deres individuelle kvaliteter i spil, afslutter Thomas Nørgaard.

Brøndby var ellers kommet på eksperternes liste over mulige kandidater til mesterskabet efter en flot indledning på sæsonen, men det er ikke noget man lader sig rive med af internt i Brøndby-lejren. Det kan du læse mere om her:

BIF-profil: Vi lader os ikke rive med

Mest læste

Notifications

Notifikationer