Atletico Madrid raser: Vi forhandler ikke med Barcelona
Atletico Madrids bestyrelse viser fuld opbakning til klubbens ledelse.

Tænk sig at være Julian Alvarez. En angriber fanget som en lus mellem to negle.
På den ene side har den 26-årige argentiner FC Barcelona, som åbenlyst har meldt ud, at de gerne vil have ham.
På den anden side Atletico Madrid, der lige så åbenlyst har meldt ud, at de ikke vil sælge ham.
Onsdag aften gjorde Barca-præsident Joan Laporta det i utvetydige vendinger klart, at mesterklubben fastholder sit bud på Atletico-angriberen - tilmed til FC Barcelonas eget medie.
Det er nu faldet bestyrelsen i Atletico Madrid så meget for brystet, at de i enstemmighed er kommet med en officiel udmelding, der bestemt heller ikke er til at tage fejl af.
Enig Atletico-bestyrelse

- Atlético de Madrid er åben for normale forhandlinger på transfermarkedet, når de foregår professionelt, etisk og respektfuldt.
- Vi står fuldt ud bag klubbens tidligere udmeldte holdning om, at FC Barcelona ikke levede op til disse krav, og som følge heraf vil der ikke blive indledt nogen forhandlinger, og der er ingen overvejelser om et skifte for Alvarez til Barcelona, lyder det fra hovedstadsklubbens bestyrelse.
Samtidig bliver der i pressemeddelelsen gjort opmærksom på, at det nu forventes af Julian Alvarez, der har være fraværende fra træning med maveonde de seneste to dage, at han nu retter sin opmærksomhed mod den klub, han har kontrakt med i yderligere fire år.
- Atlético de Madrid har tillid til, at vores spiller vil forstå beslutningen og fortsat vil være fokuseret på at hjælpe klubben med at nå sine mål, sådan som han har gjort i de to sæsoner, hvor han har repræsenteret vores farver, lyder det.
Julian Alvarez skiftede i sommeren 2024 til Atletico Madrid fra Manchester City for 75 millioner euro. Han har angiveligt en frikøbsklausul på ikke mindre end 500 millioner euro i sin kontrakt.
FC Barcelona
Julian Alvarez












