Kun 10 minutter for Barca: Nu er han solgt for over 80 millioner
Teenager forlader FC Barcelona til fordel for portugisisk fodbold.

Tommy Marques har taget turen op gennem FC Barcelonas famøse talentakademi La Masia.
I den forgangne sæson imponerede den 19-årige midtbanespiller så meget for catalanernes B-hold, at han fik debut på førsteholdet.
I alt fik han lige knap ti minutter i ilden fordelt over to kampe, men nu er han fortid i FC Barcelona.
Fredag eftermiddag har FC Barcelona indgået en handel med portugisiske SC Braga.
Liga Portugal-klubben oplyser på sin hjemmeside, at man har betalt lidt over 11 millioner euro - lidt over 82 millioner kroner - for det unge talent, der sidste år fik debut på det spanske U19-landshold.
Inden da havde han været en del af diverse øvrige ungdomslandshold.

Braga fortæller dertil, at catalanerne er sikret en videresalgsklausul, der lyder på 20 procent.
Marques har skrevet under på en kontrakt, der binder ham til Braga de næste fem år.

FC Barcelona
SC Braga












