Tæt på at bryde sammen: Ny Pep-dokumentar afslører det massive pres
I sin tid i spidsen for Manchester City førte den spanske cheftræner klubben til 20 trofæer, men til tider var det ikke en dans på roser.

I en ny dokumentar følger et kamerahold Pep Guardiola i de sidste to sæsoner i Manchester City.
Her får man et særligt indblik i, hvor stort et pres den spanske toptræner lægger på sig selv og sine spillere.
Selvom størstedelen af tiden i spidsen for de lyseblå var med stor succes, var der også perioder, som stresstestede den tidligere Manchester City-boss.
Særligt de sidste to sæsoner bar præg af udsving i præstationerne, som man ikke var vant til at se fra et dominerende City-hold.
Det førte til konflikter og konfrontationer med flere spillere, men særligt en episode fik følelserne i kog hos den spanske træner.
I december 2024 lider Manchester City et nederlag til Liverpool, som førte til et stort skænderi med klubbens daværende anfører Kyle Walker, fordi Pep kaldte ham ud i omklædningsrummet foran resten af truppen.

-Du bliver ved med at sige mit navn på hvert eneste møde. På en eller anden måde får du flettet mit navn ind hver gang, klagede Walker efter nederlaget ifølge engelske ESPN.
Guardiola svarede Walker, at han tog det for personligt, men den tidligere cheftræner var tydelig berørt af hele optrinet.
-Hvis jeg er problemet, så må i sige det til mig. Jeg bliver her ikke for pengene eller bare for at være her. Jeg forlængede min kontrakt, fordi jeg gerne vil være her med jer og kæmpe. Jeg vil ikke have, at i føler, jeg stikker af, sagde Guardiola med en knækket stemme ifølge ESPN.
Pep Guardiola var ikke bleg for at sige sin mening, men stillede også store krav til sine spillere.
Efter en kamp mod Bayer Leverkusen i Champions League i november 2025 langede den spanske træner igen ud efter sine spillere og talte med store bogstaver.
- Det er uacceptabelt med den her mangel på mod, passion, kærlighed og ønske om at vinde, sagde Guardiola efter kampen.
Spillerne fik med den helt store overhaling at vide, hvor meget Guardiola selv måtte give afkald på, så han forventede langt mere fra sine spillere.
-Jeg arbejder for jer. Jeg forlader min kone. Min skilsmisse og min familie er væk, og alt sammen gør jeg for jer. Hvad giver i mig tilbage?, rasede den tidligere cheftræner skarpt mod sine spillere.
Dokumentaren hedder 'A Beautiful Obsession' og udkommer onsdag på Prime.
Manchester City har også sagt farvel til en af deres helt store profiler i dag. Det kan du læse mere om her:

Liverpool
Manchester City












