Brøndby udlejer offensivspiller
Succesen har været til at overse på Vestegnen, og derfår går turen nu mod Polen.

Ousmane Sow kan meget vel have spillet sin sidste kamp for Brøndby IF.
Den 26-årige kantspiller er mandag blevet udlejet til polske Jagiellonia for resten af sæsonen, og aftalen med polakkerne inkluderer en købsoption.
Sow kom også til Brøndby fra polsk fodbold tilbage i januar, hvor han skiftede til vestegnsklubben fra Górnik Zabrze, og derfor glæder han sig til igen at få græs under fødderne i den polske Ekstraklasa.
- Jeg har været rigtig glad for min tid i Brøndby og for den måde, jeg blev taget imod af både holdkammerater, stab og fans. Jeg har nydt at være en del af klubben, men selvfølgelig vil man som spiller gerne være på banen så meget som muligt.
- Derfor synes jeg, at det her er en rigtig god mulighed. Jeg kender polsk fodbold, og Jagiellonia er en stærk klub med store ambitioner, så jeg glæder mig til at komme i gang, siger Ousmane Sow.

Ousmane Sow har i sine i alt otte måneder i Brøndby IF spillet 14 kampe, men siden sommerferien har han ikke været en del af klubbens kamptrup.
Ingen mål er det blevet til i den blå-gule Brøndby-trikot, og det står i skarp kontrast til hans halvsæson i polsk fodbold inden skiftet til Danmark.
Her leverede kantspilleren nemlig syv mål i 16 kampe for Górnik Zabrze.
Jagiellonia sluttede sidste sæson som nummer tre i den polske Ekstraklasa á point med netop Górnik Zabrze, der dog vandt begge sæsonens indbyrdes opgør med 2-1 og derfor tog sølvet og Polens anden plads i Champions League-kvalifikationen.
Her tabte Górnik Zabrze dog samlet til Fenerbahce, inden nederlag til Ferencvaros har betydet, at sølvvinderne nu skal slå AS Monaco for at komme i Conference League. Jagiellonia har til gengæld slået Rangers ud i Europa League-kvalifikationen, og nu venter der et afgørende playoffopgør mod georgiske Iberia 1999.

Brøndby IF
Danmark












