”Han scorer med armen’: Kvistgaarden-boss raser
Norwich-cheftræneren var alt andet end tilfreds efter lørdagens sæsonpremiere.

Norwich fik langt fra nogen ønskestart på den nye sæson i The Championship.
Med Pelle Mattsson, Anis Ben Slimane og Mohamed Toure i startopstilligen led The Canaries et snævert 1-2-nederlag på hjemmebane til West Bromwich på trods af, at Mathias Kvistgaarden i slutfasen blev skiftet ind og fik reduceret for hjemmeholdet.
Men gæsternes første scoring faldt på noget kontroversiel vis, og det har i den grad fået cheftræner Philippe Clement op i det røde felt.
West Bromwich-spilleren Aune Heggebø kunne nemlig bringe gæsterne på 0-1 i en periode, hvor det ellers var Norwich, der dominerede kampen.
Efterfølgende så det på TV-billederne ud til, at nordmanden fik ekspederet bolden over stregen med armen.
Målet fik dog lov at stå - til stor frustration for Norwich-cheftræneren.
- Det var tydeligvis med armen, at spilleren scorede – det kunne vi se fra det sted, vi så kampen, 50 meter væk. Det var kampens afgørende øjeblik og burde være blevet opdaget, siger han og fortsætter:

- Der er fire dommere, og én af dem burde have set det. Måske havde dommeren ikke det bedste udsyn – men linjedommeren på vores side er nødt til at se det.
- Sådanne afgørende situationer, der ændrer kampens udfald, bør ikke overses – det har kostet os mindst to, måske tre point, lyder det fra Philippe Clement ifølge The Mirror.
Siden kom West Bromwich også på 0-2, inden Kvistgaarden i kampens tillægstid kunne stange en reducering i mål til slutresultatet 1-2.

Norwich City












