Dansk transfer-drama: Nægtede at træne
Det har været et mudret forløb for danskeren.

Transfer-gamet er ikke altid helt så ligetil, som det kan se ud.
Klub byder på spiller, buddet accepteres, kontrakter forhandles og så præsenteres aftalen.
Det er den typiske opskrift på et vellykket og snorlige forløb, men det har været meget langt fra den virkelighed, som den tidligere Esbjerg- og Sønderjyske-angriber Mikkel Ladefoged har befundet sig i.
Den 23-årige dansker, der fortsat er på kontrakt i Allsvenskan-klubben Västerås FK, er nemlig fortid i klubben, da sportschef Billy Magnusson har bekræftet, at angriberen egentlig er solgt.
Men ikke uden dramatik.
Undervejs i forløbet har Ladefoged ifølge Magnussons udsagn været så opsat på skiftet, at han har nægtet at træne med resten af holdet, hvilket Västerås har været meget utilfreds med.

- Man bliver formet af det sidste, der sker. Og de seneste uger har jeg følt en stor skuffelse. Jeg har meget svært ved at forlige mig med, at en spiller i en holdsport træffer sådan en beslutning.
- På den måde er jeg utrolig frustreret og skuffet. Jeg ved også, at ting kan blæse over efter noget tid, men lige nu og her forstår jeg ikke, hvordan man kan gøre sådan, fortæller sprotschef i Västerås, Billy Magnusson, til Fotbollskanalen.
Västerås FK er dog nået til enighed med Lincoln City om at sælge Mikkel Ladefoged til den engelske Championship-klub for omkring 37 millioner danske kroner ifølge Aftonbladet - det største salg i klubbens historie.
Den svenske klub har allerede bekræftet salget, men Ladefoged er endnu ikke blevet præsenteret i Lincoln City, og det skyldes, at transferen først træder i kraft den 30. august.
Den 23-årige dansker kommer dog ikke til at spille flere kampe for klubben, før han skifter, har Västerås bekræftet.
I den ombæring oplyste klubben også, at Sønderjyske er berettiget til en del af transfersummen.

Sønderjyske












