Glæd jer, AGF: ‘TK’-salg kaster millioner af sig
AGF kan se frem til et pænt millionbeløb efter Thomas ‘TK’ Kristensen skifte.

Thomas 'TK' Kristensen er torsdag aften skiftet væk fra Udinese.
I stedet er han blevet præsenteret som ny mand i Atalanta.
Det er langt fra uvæsentligt hjemme i Danmark, hvor særligt AGF har god grund til at have fulgt med.
Der lander nemlig et pænt beløb i Aarhus.
I forbindelse med transfers skal der betales såkaldte udviklingspenge til de klubber, som spilleren har tilbragt sine ungdomsår i.
Perioden gælder fra spilleren er 12 år gammel og frem til vedkommendes 23 års fødselsdag.
I AGF gaflede man Thomas Kristensen i Galten i en tidlig alder, så han allerede var at finde hos De Hviie som 12-årig.

Med undtagelse af en enkelt afstikker til Vejle Boldklub af et års varighed, blev han i AGF hele vejen frem til salget til Udinese i 2023.
Ifølge Campos beregninger kan AGF derfor se frem til at modtage i omegnen af 5,7 millioner kroner i udviklingspenge, hvis Atalanta køber Thomas Kristensen for de 22 millioner euro, der er blevet skrevet om ved flere lejligheder.
Værd er det dog at notere sig, at handlen i bedste italiener-stil sker gennem et lejeophold med en købsobligation. Altså er Atalanta forpligtet til at købe ham, men først næste sommer efter endt lejeophold.
Dermed får AGF først sine penge næste år.
Pengeregn flere steder
I Vejle Boldklub kan man også se frem til en lille bid af kagen. Her lyder beløbet på mere beskedne 617.000 kroner, mens Udinese får 1,9 millioner kroner i udviklingspenge.
AGF oplyste selv i forbindelse med salget af den nu 24-årige midtstopper, at Thomas 'TK' Kristensens som førsteårs U17-spiller tilbragte en halvsæson i samarbejdsklubben IF Lyseng. Det kan i så fald betyde, at Lyseng snupper op til 300.000 kroner ud af de 5,7 millioner kroner, der ellers ryger AGF's vej.
Dertil er det langt fra utænkeligt, at AGF også har sikret sig en videresalgsklausul i aftalen med Udinese, så der kommer yderligere millioner ind den vej.
Fanmediet KSDH.dk har tidligere skrevet, at AGF fik "forhandlet en markant videresalgsklausul med i aftalen".
Det har dog endnu ikke været muligt at finde de præcise procenter i en videresalgsklausul.

AGF
Atalanta
Thomas Kristensen
Udinese
Vejle Boldklub












