Brøndbys vigtigste brik? – Han er en maskine
Den polske midtbaneslider høster store roser hos sin cheftræner.

Det var ikke mange af Brøndbys vinterindkøb, der ramte plet.
På Vestegnen havde de ellers iklædt sig spenderbukserne for at fyre Steve Coopers mandskab op mod toppen af Superligaen, men her et halvt år efter, er fire af de i alt seks tilgange enten fortid eller på vej ud af klubben.
En af dem, der er hængt i, er dog den polske midtbaneslider, Bartosz Slisz.
Og han har nærmest på rekordtid spillet sig ind som et af det blågule mandskabs vigtigste brikker.
Allerede før sommerpausen lød det fra midtbanegeneralen, at der skulle andre boller på suppen, hvis Brøndby skulle have succes.
- Ingen i klubben kan sidde fast det samme sted – særligt ikke, når vi ikke har vundet mange kampe i år. Så der skal helt sikkert ændringer ind, så vi kan konkurrere til træning og blive et bedre hold, sagde Bartosz Slisz tilbage i maj til TV2 Sport.
Og det vinderinstinkt, han bringer til klubben, er noget af det, der er med til at sætte standarderne i Brøndby, lyder det fra Thomas Nørgaard.
- Han elsker fodbold og vil bare gerne blive bedre. Han elsker at blive trykket og presset på banen, og så stiller han i lige så høj grad krav tilbage til sine medspillere og sin træner, siger han til TV2.

Slisz er én blandt blot tre Brøndby-spillere, der indtil videre har spillet samtlige minutter af Superligaen.
Faktisk har den polske midtbanespiller, med undtagelse af en enkelt kamp i karantæne, spillet samtlige minutter, han har haft mulighed for, siden skiftet fra Atlanta United i vinter.
Samtidig er han blandt ligaens fremmeste, når det kommer til afleveringer og bolderobringer, og på meter løbet stryger polakken ind på en fjerdeplads i Superligaen.
Dermed er der også tale om lidt af en arbejdshest, lyder det fra cheftræner Thomas Nørgaard.
Artiklen fortsætter efter annoncen.
- Han besidder et meget stort vinderinstinkt, og han er en maskine i forhold til, at han bare æder græsset og bliver bedre og bedre, som kampene skrider frem, lyder det fra cheftræneren til TV2.
Bartosz Slisz er indtil videre noteret for 17 kampe i den gule trøje.
Han har kontrakt med klubben til 2029.
En af Bartosz Slisz Brøndby-kolleger, som også kom til klubben i januar, er på vej væk. Det kan du læse mere om herunder.

Brøndby IF












