Lurer ny Brøndby-straf i horisonten? “Vi vil savne dem”
Thomas Nørgaard forholder sig til mulighederne for en ny tilskuerstraf efter vilde scener i udebaneafsnittet i Parken.

📍 Campo i Parken
Derby-stemningen levede for fuld drøn, da Brøndby IF-fansene for første gang i flere år var tilbage i Parken til et derby mod FC København.
Her gjorde Brøndbys medrejsende fans sig særligt bemærket, da de med et stort fyrværkerishow fik udsat kampstart med et par minutter.
Lignende hændelser har tidligere kostet tilskuerstraf, og efter kampen blev cheftræner Thomas Nørgaard forholdt til de mulige udsigter.
- Det er ærgerligt. Det er en fælles enhed, vores spillere, fans, bagland, der skal skabe det bedste Brøndby-hold. Her har vi brug for alle ombord. Når spillere ender med at få røde kort, får de besked på, at vi er ærgerlige over det. Når vi mangler vores fans på lægterne, er det også ærgerligt.
- Hvis vi ender med at afbryde fodboldkampe og spille uden tilskuere, så er det klart, at vi står et sted, hvor det, vi er fælles om, vil ramme os. Vi vil komme til at savne vores tilskuere, siger Thomas Nørgaard.

Thomas Nørgaard slår efterfølgende fast, at han ikke vil kommentere yderligere på snakken om pyroteknik, og hvordan det gang på gang finder vej til stadion.
Efter kampen var Brøndby-kaptajn Luis Binks nede og forsøge at få kontakt til Brøndbys medrejsende fans.
Læs mere her:

Brøndby IF
FC København












