Tidligere spiller revser Steve Cooper: Ville have ham fyret
En af Steve Coopers tidligere spillere er ude med en heftig kritik af den walisiske træner.

Da Brøndby IF sidste år præsenterede Frederik Birks afløser, var det ikke et ubeskrevet trænernavn, der kom til Vestegnen - tværtimod.
Vestegnsklubben havde sikret sig walisiske Steve Cooper, der i årene forinden havde stået i spidsen for Leicester City og Nottingham Forest.
Nu får den tidligere Brøndby-boss dog kritik af en tidligere Forest-spiller, der følte sig presset ud af den engelske klub på en både hård og uretfærdig måde.
I podcasten Forest Focus fortæller Joe Lolley, der spillede i Nottingham Forest mellem 2018 og 2022, at Steve Cooper håndterede hans afsked i klubben helt, helt forkert.
- Vi tog til Spanien på træningslejr i en uge. Steve Cooper holdt et møde, vist nok dagen før vi skulle flyve, hvor han sagde, at der var nogle stykker, som ikke skulle træne med holdet den følgende uge.
- Jeg var en stor del af gruppen og en del af ledergruppen. Men da vi kom hjem, fik jeg en besked, hvor der stod, at jeg ikke længere måtte benytte mig af førsteholds-faciliteterne og skulle træne med U21-holdet, siger Lolley i podcasten.
Det var især måden, beslutningen blev kommunikeret på, der faldt Lolley for brystet.

- Jeg tænkte bare: Hvis du vidste det dagen før, kunne du da have talt med mig i lufthavnen. Eller du kunne have skrevet og sagt: 'Kan du ringe til mig?' eller 'Kan du komme ind til et møde?'
- Efter alt det, jeg havde været igennem i klubben, syntes jeg helt ærligt, det var ret dårligt håndteret af ham. Jeg var skuffet over det, siger Joe Lolley i podcasten.
Ville have Cooper fyret
Lolley mener, at Cooper og Forest i stedet kunne have været ærlige over for ham og fortalt, at han ikke længere var en del af planerne, og at det ville være bedst for ham at finde en ny klub - men samtidig få lov til fortsat at træne med.
Sådan endte det dog ikke, og da Lolley endte med at forlade klubben og skifte til australske Sydney FC, gik han ikke ligefrem og ønskede Cooper succes i Forest.
- Det føltes lidt som et slag i ansigtet. Helt ærligt var det ret elendigt. Det efterfølgende år var der helt klart bitterhed, og det var forfærdeligt, fordi jeg havde venner i Forest, og elskede fansene.
- Men der er ingen tvivl om, at jeg ønskede, han skulle blive fyret. Jeg følte mig jo så uretfærdigt behandlet. Det var respektløst, så jeg ønskede, at det skulle gå ham dårligt, siger han.
Joe Lolley spillede i alt 171 kampe for Nottingham Forest.
Cooper blev fyret i Forest i december 2023.
Brøndby IF
Nottingham Forest












