Tidligere FCM-stjerne på plads i Tyskland
Raphael Onyedika skal fremover tørne ud for Eintracht Frankfurt.

Raphael Onyedika skal fremover tørne ud for Eintracht Frankfurt i Bundesligaen.
Det bekræfter den tyske klub på sin hjemmeside søndag.
Dermed vinker den nigerianske landsholdspiller farvel til Club Brugge, som han skiftede til fra FC Midtjylland i sommeren 2022.
På sine fire år i den belgiske klub nåede Onyedika hele 183 kampe for Brugge, og hans driftsikkerhed er da også noget, man har noteret sig hos Eintracht Frankfurt.
- Raphael Onyedika imponerer os ikke kun med sin fysik og strategiske spilforståelse, men frem for alt med sin ekstraordinære stabilitet. I de seneste år har han været fast mand på holdet og været med til at vinde adskillige titler i Belgien.
- Derudover besidder han værdifuld international erfaring. Som 25-årig har han stadig et stort udviklingspotentiale, samtidig med at han udgør en vigtig brik i strukturen omkring vores trup, siger klubbens sportsdirektør Markus Krösche til klubbens hjemmeside.

Klubben skriver ikke noget om, hvor meget man betaler for spilleren, men ifølge Sky Sports-journalisten Florian Plettenberg ligger beløbet på 9 millioner euro i overgangssum - ca. 67 millioner kroner - hvortil en række bonusser kan forøge beløbet.
FC Midtjylland skulle ellers have en videresalgsklausul på 20 % af profitten på salget, men eftersom klubben indkasserede omkring 75 millioner euro, da de vinkede farvel til Onyedika, er der altså efter alt at dømme ikke udsigt til nogen transfergevinst for FC Midtjylland.
At Onyedika ikke skal koste den tyske klub mere end de 9 millioner euro kan måske hænge sammen med, at hans kontrakt med den belgiske klub stod til at udløbe næste sommer.
I Eintracht Frankfurt får han en kontrakt, der gælder til 2031.

Club Brugge
Eintracht Frankfurt












