Lykkelig BIF’er tilbage: Ellers var jeg ikke god nok
Marcus Younis er i den grad tilbage på Vestegnen, hvor han har haft en god opstart efter sit lejeophold hjemme i Australien.

📍 Campo i Brøndby
Han har 'kun' været Brøndby-spiller i lidt under et år.
Men sikke et år.
Marcus Younis har allerede haft tre forskellige trænere, været på et lejeophold hjemme i Australien og senest fået sin første kamp fra start på for de blå-gule, da han startede inde i sæsonpremieren mod AGF.
Den australske offensivspiller lægger ikke skjul på, at lejeopholdet i hjemlandet var et skelsættende øjeblik for karrieren på Vestegnen.
- I mit hoved var det egentlig ret enkelt. Hvis jeg tog hjem og ikke gjorde det godt, så var jeg ganske enkelt ikke god nok til at være her.
- Jeg ser min tid hjemme som et udtryk for, hvad jeg kunne på det tidspunkt - og for, hvad jeg er i stand til nu og kan blive i fremtiden. Jeg er stadig ung, det skal jeg huske. Jeg er lige fyldt 21 år.
- Jeg har mange år foran mig til at udvikle mig og blive bedre, og jeg glæder mig virkelig til at se, hvor langt jeg kan nå, fortæller Marcus Younis til Campo og resten af den skrevne presse fredag.
Se indslaget med Younis i videoen over artiklen
Artiklen fortsætter efter billedet

Kanon opstart
Marcus Younis' har i klassisk australsk surfer-stil 'redet på bølgen' efter sit lejeophold i Melbourne, hvor han genfandt den fodboldmæssige melodi og scorede otte mål og stod bag fem oplæg i 15 kampe for Melbourne City.
Det har nettet gode resultater i opstarten tilbage på Vestegnen, hvor den unge offensivspiller har imponeret, hvilket også kastede en startplads af sig mod AGF.
- Det har været fremragende. Jeg synes, det gik rimelig godt hjemme i Australien, og jeg fik mulighed for at være tættere på min familie iegn, hvilket var rigtig vigtigt for, at jeg havde det godt.
- Nu er jeg tilbage, og jeg har redet på bølgen i løbet af pre-season, hvor jeg har gjort det ret godt efter min egen mening. Både individuelt og som hold, så det har været virkelig godt indtil videre.

- Jeg fik muligheden for at starte i sidste uge (mod AGF, red.). Det var en kæmpe milepæl for mig, fortæller Marcus Younius til Campo og resten af den skrevne presse fredag.
En ny start
Selvom Marcus Younis kom til Brøndby i sommeren 2025 og blev regnet som en yderst spændende profil i starten, så løb det hele en smule ud i sandet.
Efter lejeopholdet og den gode opstart er det lidt som om, at australieren har fået en ny start på Vestegnen.
- Ja, det synes jeg. Det er et meget anderledes miljø i klubben. Både med hensyn til trænerstaben og kammeratskabet mellem spillerne. Det føles som en familie i øjeblikket, og det har været rigtig godt indtil videre.
For den oprindelige start i sommeren 2025 var slet, slet ikke nogen dans på røde roser for Younis, selvom det var nok så lovende helt i begyndelsen.

- Fodbold er som en følelsesmæssig rutsjebane. Man ved aldrig, hvad der kommer til at ske.
- Det startede virkelig godt for mig, lige da jeg kom til, men så blev der skiftet træner, og så gik tingene ikke helt, som jeg havde håbet på. Men sådan er fodbold, og sådan fungerer det.
- Så jeg måtte tage et skridt tilbage og tage hjem for at tage to skridt frem. Det er gået rigtig godt, og jeg er virkelig, virkelig glad for at være tilbage, og jeg føler mig klar.
At tage skridtet tilbage var dog ikke nogen let beslutning.
- Det var hårdt. Det var første gang i min karriere, at jeg oplevede noget i den stil, og det var virkelig svært.
- Det var heller ikke nemt at stå alene med det, hvis jeg skal være ærlig. Derfor valgte jeg at tage et skridt tilbage. Jeg havde brug for trygheden igen og for at genfinde min selvtillid, så jeg kunne tage det næste skridt i min karriere.
Langt væk hjemmefra
Geografi spiller en væsentlig rolle for Marcus Younis, som alligevel må erkende, at Vestegnen er langt væk fra hjemstavnen i Australien.

- Det er rigtig svært, når det kommer til alt det uden for banen. Det bedste tidspunkt at tale med min familie er, når jeg er til træning, og så snart vi er færdige med træning, er de alle gået i seng.
- Når de så står op, går jeg i seng, så det er lidt svært at kommunikere med dem, men de er meget støttende. De ser alle mine kampe klokken 02:00 om natten, og det betyder meget for mig.
Til trods for de geografiske omstændigheder og udfordringer har Marcus Younis nu fundet sig godt til rette på Vestegnen.
- I starten var det virkelig svært. At flytte væk fra min familie som 18-19-årig var en stor omvæltning. Men man vænner sig til det og lærer at håndtere det. Den bedste måde at lære på er nogle gange bare at blive kastet ud på dybt vand.
- Det har været en god proces, og jeg står et rigtig godt sted i dag, fortæller Marcus Younis til Campo og resten af den skrevne presse.
Younis har tidligere beskrevet et 'fjendtligt' miljø på Vestegnen. Læs mere her:

AGF
Brøndby IF












