Fransk avis skyder Mané-rygter ned
Tidligere fredag forlød det, at den tidligere Liverpool-stjerne har stoppet sin landsholdskarriere. Det er imidlertid ikke tilfældet.

Sadio Mané stopper på det senegalesiske landshold.
Sådan forlød det i hvert fald tidligere fredag, hvor en række udenlandske medier bragte historien.
Det var den senegalesiske avis Le Quotidien, som var først med historien, og som franske L'Equipe siden videregav.
Men nu har den franske avis været ude med et dementi.
Sadio Mané er altså ikke stoppet på det senegalesiske landshold. Det skriver den franske avis nu.
- Vid, at jeg ofrede alt for dette flag. Jeg gav mit bedste, og jeg kæmpede altid med al min styrke for vores land.
- I morgen vil jeg med glæde stille min erfaring til rådighed for nationen, hvad enten det bliver som en del af et trænerteam, på sidelinjen som træner eller i de styrende organer, skulle den tidligere Liverpool-stjerne ellers have skrevet i et åbent brev, som er blevet delt flittigt på de sociale medier.

Ifølge L'Equip, som henviser til avisen Sport News Africa, er historien altså ingenlunde sand, hvilket kilder tæt på spilleren skulle have bekræftet.
Dermed ser det altså ikke ud til, at Sadio Mané endegyldigt har spillet sin sidste kamp for Senegals landshold, selvom han dog ikke på nuværende tidspunkt selv har meldt noget ud.
Sadio Mané har i alt spillet 130 kampe for det senegalesiske landshold, som han har repræsenteret siden 2012. Her er det blevet til 54 scoringer.














