Føj for noget svineri, Paraguay: Man forstår Mbappés attitude
Her er Campos Konklusion fra VM-kampen mellem Paraguay og Frankrig.

Paraguay og Frankrig har spillet deres ottendedelsfinale ved VM 2026 på et glohedt stadion i Philadelphia.
Frankrig vandt en varmepræget kamp, der blev præget af en dommer uden kontrol over kampen og skandaløs adfærd af flere spillere på Paraguays hold.
Højdepunktet
Det var en sløj kamp i noget nær umulige arbejdsbetingelser i kvælende varme i Philadelphia.
Men kampen fik i sidste ende den rette vinder med et Frankrig, der forsøgte at skabe en fodboldkamp efter bedste evne mod en modstander, der gerne ville provokere og se, om man kunne lokke en udvisning ud af den svage dommer.
Kylian Mbappé var tydeligt glad og viste det, da han scorede det vigtige – og korrekt dømte – straffespark, og det kan Paraguay-spillerne ikke klynke over efter en parade af svinestreger mod den franske superstjerne og hans holdkammerater.

Nedturen
Det er helt i orden at gå langt for at vinde. Meget langt, når man spiller ottendedelsfinale ved et VM.
Men det kan også gå over grænsen, og det gjorde Paraguays spillere ved adskillige lejligheder, efter de fik frit spil af en dommer, der ikke var opgaven voksen.
Der kunne snildt være stanget flere røde kort ud for decideret svinsk adfærd af det sydamerikanske hold, der også aktivt forsøgte at komme i skænderier og fremprovokere slagsmål med de franske modstandere.
Den slags bliver bemærket på en international scene, og det værste er næsten, at det var unødvendigt, fordi Paraguay har tilstrækkeligt dygtige spillere til at forsvare sig godt og spille fodbold uden de unoder.

Overraskelsen
At spillerne var SÅ påvirkede af varmen.
Paraguay havde svært ved at etablere en modoffensiv, da de kom bagud med 25 minutter igen.
Det var næppe fordi, de ikke gad, tanken var bare tom.
Det holder Campo øje med
Skal Didier Deschamps tage et kig til på sin angrebskonstellation, eller var det varmen, der ramte Bradley Barcola og et par af hans holdkammerater?
Viljen fejlede ikke noget under de svære omstændigheder, men sidder man ikke stadig med fornemmelsen, at det kunne løsne yderligere op at flytte Kylian Mbappé på kanten?
Mbappé spillede en udmærket kamp, og Frankrig kan meget vel vinde VM, men fornemmelsen sidder stadig i kroppen.

Kylian Mbappé
Frankrig












