Absurd: Billetter til VM-kamp runder 200.000 kroner
Det kan blive en meget dyr fornøjelse for dem, der vil ind til VM-kamp i de kommende dage.

FIFA har fået meget røg for den såkaldte dynamiske prismodel, verdensforbundet har brugt til VM-billetter ved slutrunden i Nordamerika.
Her har FIFA indført, at der ikke er nogen øvre grænse for, hvad man kan videresælge billetter for på FIFA's officielle billetplatform.
Og som et ekstra smart penge-trick har FIFA indført et gebyr på 15 procent af et videresalg af en billet, som går direkte til FIFA – og det er vel at mærke 15 procent i betaling fra både køberen og sælgeren af billetten.
BBC har forud for Englands brag af en ottendedelsfinale på Azteca mod Mexico i værtslandets hovedstad tjekket priser på billetter.
Og her er de dyreste billetter fredag oppe at koste over 200.000 kroner stykket, hvis vi inkluderer det ekstra beløb, FIFA skal have af køber såvel som sælger.

Også en lang række andre billetter til kampen er hamrende dyre med fans af begge hold, der meget gerne vil ind til et potentielt historisk opgør.
Det var på Estadio Azteca, hvor England ved slutrunden for 40 år siden røg ud mod Argentina efter Diego Maradonas berømte 'guds hånd'-episode, hvor stjernen tydeligvis brugte hånden til at score Argentinas første mål.
En lang række fanorganisationer har protesteret mod FIFA's billet-koncept, der giver meget højere priser for især attraktive VM-billetter, end der har været ved nogen tidligere VM-slutrunde.

England
Mexico












