Kæmpe drama: Belgien lever videre efter vildt comeback
Belgiens VM var umådeligt tæt på at slutte onsdag aften.

Det var et voldsomt drama, der udspillede sig i Seattle onsdag aften.
Belgien var nærmest døde og borte, da Senegal var komfortabelt i førersædet med fire minutter tilbage af den ordinære spilletid.
Men så indtraf miraklet, og han hedder Youri Tielemans, som dybt inde i den forlængede spilletid scorede efter et kontroversielt straffespark, som ligeledes blev Senegals dødsstød ved VM.
Senegaleserne bragte sig ellers i front efter 25 minutters spil, da Habib Diarra fulgte op på en ripost og gjorde det til 0-1.
I pausen så den belgiske landstræner, Rudi Garcia, sig nødsaget til at handle, da han flåede Charles De Ketelaere ud til fordel for Romelu Lukaku, men anden halvleg bød først på mere pinsel for belgierne.
Bare seks minutter skulle der gå af anden halvleg, før Senegal diskede op med en bejler til turneringens mål.
Moussa Niakhate sendte en fremragende lang aflevering frem mod Ismaila Sarr, som tæmmede bolden med brystet og halvflugtede bolden i kassen til 0-2.

Der var tydelige frustrationer hele vejen igennem opgøret blandt belgierne, og i løbet af vandpausen i anden halvleg kunne den belgiske kaptajn, Youri Tielemans, ses i mundhuggeri med Arsenal-profilen Leandro Trossard, hvilket vidnede om de helt tydelige frustrationer på det belgiske mandskab.

Belgien prøvede alle kneb og tricks for at komme tilbage. Blandt andet pillede Rudi Garcia noget overraskende Kevin De Bruyne og Jeremy Doku ud i det 56. minut, mens Maxim De Cuyper, som ellers spillede en fornuftig kamp, måtte lade pladsen til fordel for Thomas Meunier med ti minutter igen - og dét bar pote.
Den indskiftede back var nemlig i oplæggerens rolle, da han sendte et fladt indlæg ind til Lukaku, som i det 86. minut reducerede til 1-2.
Dernæst kombinerede de to kamphaner fra vandpausen, Leandro Trossard og Youri Tielemans, til den forløsende udligning, da Arsenal-profilen sendte et perfekt indlæg ind i boksen, hvor den belgiske anfører steg til vejrs og pandede Belgien på 2-2.
Den ordinære spilletid bød ikke på flere scoringer, og derfor måtte det hele afgøres i forlænget spilletid, hvor dramaet fortsatte.
I de døende minutter af den forlængede spilletid fik belgierne tildelt et højst kontroversielt straffespark, da Youri Tielemans blev nedlagt i det senegalesiske felt.
Hændelsen blev efterfulgt af et langt VAR-tjek, hvor kampens dommer tog sig god tid, før han tilkendegav sin endelig beslutning; straffespark.
Der gik dog lidt, før Belgien fik lov til at sparke, da flere senegalesiske og belgiske profiler endte i klammeri omkring straffesparkspletten, hvor Pape Ciss efterfølgende havde rullet sig sammen som en bold.
Fra ellevemeterpletten viste Youri Tielemans stort overskud, da han iskøligt sendte Belgien videre ved VM.
Således er Belgien klar til ottendedelsfinalerne, hvor man møder vinderen af opgøret mellem USA og Bosnien. Den kamp spilles klokken 02:00 natten til torsdag.
Arsenal
Romelu Lukaku













