‘Værste køb i AGF’: Lander endnu et skifte til storklub
Peter ‘PC’ Christiansen kaldte ham det værste køb i sin tid i AGF.

I AGF blev det til bare ni superligakampe og ingen mål.
Selvom han scorede tre mål i tre pokalkampe, så var Peter 'PC' Christiansen ikke sen til at udråbe belgisk-marrokanske Ryan Mmaee som det største fejlkøb i sin fireårige perioder hos aarhusianerne.
Det endda til trods for, at den dag 28-årige angriber kun var lejet i Standard Liège.
Kort efter udløbet på sin lejeperiode i AGF i juni 2019 skiftede Mmaee på en fri transfer til AEL Limassol på Cypern, og siden er det gået meget fint for den belgiskfødte tidligere marokkanske landsholdsspiller.
Ungarske Ferencváros, engelske Stoke City, østrigske Rapid Wien og senest cypriotiske Omonia Nicosia, har alle haft glæde af Mmaee, der nu lander endnu et imponerende skifte.

Ifølge SoyFútbol er Mmaee mandag aften landet i Mexico, hvor han bare er timer fra at skrive kontrakt med FC Atlas fra den bedste mexicanske række.
- Ryan Mmaee er landet i Guadalajara - Atlas' nyeste stjerneangriber er ankommet, lyder det hos mediet, der særligt har bidt mærke i Mmaees seneste sæson.
- I 2025-26-sæsonen spillede Mmaee 30 kampe og scorede 25 mål - det er rigtigt, 25! De tal gjorde ham til en af de farligste angribere på Cypern, og Atalas har ikke spildt tiden og slået til, inden turneringen starter, lyder det.
Det er dog langt fra sikkert, at manden der i sin tid hentede Mmaee til AGF, vil være enig i, at de mexicanske Atlas-fans skal have SÅ høje forventninger til anrgiberen.
– Det, jeg er mindst stolt af, er i hvert fald Ryan Mmaee, fordi han passede overhovedet ikke ind i AGF – der, hvor vi var, og det, vi gerne ville.
- Han satte sig selv over holdet, opførte sig mærkeligt, lyttede ikke til træneren, gad ikke træne, ville ikke træne med U19. Kørte rundt i byen og kørte over for det ene og det andet lys. Det var bare et helt galt match, lød det tilbage i 2022 ifølge Tipsbladet fra Peter Christensen.
Ryan Mmaee blev med afstand topscorer i den bedste cypriotiske række i den forgange sæson, hvor han med sine 25 scoringer scorede hele otte mål mere end nummer to på listen - hans holdkammerat i Omonia, den VM-aktuelle Kap Verde-anrgiber Willy Semedo.
AGF












