Bekræfter interesse i U-landsholdsspiller
Der er interesse i Randers FC’s Sabil Hansen, bekræfter fodbolddirektør Søren Pedersen.

Der kan vente lidt af et transferslag omkring Randers FC's Sabil Hansen denne sommer.
Højrebacken, der kom til klubben fra B.93's ungdomsafdeling i 2022, har vist sig flot frem i Randers, og tilbage i maj kom det frem, at blandt andre italienske Udinese havde Randers-manden i kikkerten.
Og de kender godt til interessen i Randers, bekræfter Søren Pedersen, der dog også fortæller, at der endnu ikke er noget konkret bud på danske U21-landsholdsspiller.
- Der er ikke noget, som ligger konkret på mit bord endnu, så det kan jeg ikke [kommentere på].
Men har i mærket en interesse for ham?
- Ja, det har der jo været. Så på et eller andet tidspunkt kommer der formentlig noget, som jeg skal forholde mig til, men det er der ikke lige nu, lyder det fra fodbolddirektør i Randers FC, Søren Pedersen.

Den 20-årige back har dog kontraktudløb i Kronjylland til næste sommer, hvorfor han altså ventes at skifte klub denne sommer, hvis Randers altså skal stå til at score en transfersum på ham.
Det er også et scenarie, Søren Pedersen tidligere har bekræftet.
- Vi har igennem hele foråret været i dialog med hans agent, og det er ikke nemt at få den forlængelse. Så det mest sandsynlige er, at der kommer et salg på ham denne sommer, lød det tidligere i juni fra Søren Pedersen i Randers Amtsavis-podcasten 'Hestehviskerne.
Sabil Hansen spillede 27 kampe for Randers i sidste sæson, hvor det blev til én scoring og et enkelt oplæg.
Han står desuden noteret for seks kampe på det danske U21-landshold, som han debuterede på i september 2025.

Randers FC
B.93












