Medie: FC København jagter målfarlig svensker
Ifølge et svensk medie er FC København lige nu favorit til at løb med Isak Bjerkebos underskrift.

IK Sirius har taget fusen på alt og alle i denne sæson.
Den svenske klub er stukket af i toppen af Allsvenskan, hvor klubben næsten har gjort rent bord.
Ni sejre og en uafgjort er det blevet til i klubbens første ti kampe, og det skyldes ikke mindst, at den har en særdeles målfarlig herre i front.
I spiller, som FC København nu skulle føre jagten på.
Isak Bjerkebo hedder han, og det er en mand med mål i støvlerne.
Således har spilleren, der hovedsageligt gør sig på venstrekanten, scoret ni mål i sæsonens første ti Allsvenskan-kampe, hvor han også har bidraget med to oplæg. Tilmed har han scoret to mål i den svenske pokalturnering, hvor han også kan bryste sig af yderligere fire oplæg.
Det er lokalmediet Upsala Nya Tidning, der bringer nyheden.

Ifølge det svenske medie Fotbol Direkt, som referer til lokalmediet, fører FC København lige nu an i kampen om at sikre sig spillerens underskrift.
Det bliver dog formentlig ikke uden kamp, hvis FC København skal sikre sig den 23-årige svenskers underskrift. Således skriver mediet, at de italienske klubber Parma, Fiorentina og Lazio også tidligere har vist interesse i offensivspilleren.
I Sirius er de også bekendt med interessen for Isak Bjerkebo, uden at de dog nævner FC København specifikt.
- Det er klart, at vi for fjerde år i træk har den yngste spillertrup i Allsvenskan, og det er ikke noget nyt, at der er interesse for vores spillere i sommerens transfervindue, siger Jonathan Ederström, der er sportsdirektør for IK Sirirus til Upsala Nya Tidning ifølge Fotbol Direkt.
Isak Bjerkebo var i perioden 2016-2022 tilknyttet Malmös ungdomsafdeling, inden han i 2022 tog turen til Kalmar. Han har siden været forbi Skövde og Varberg BoIS, inden han i marts sidste år skiftede permanent til IK Sirius.
Han står i alt noteret for 44 kampe for IK Sirius, hvor han har scoret 18 gange og lagt op til yderligere ni mål.
Han har kontrakt med den svenske klub frem til udgangen af 2029.
To mand høster store roser fra cheftræneren efter FC Københavns testsejr lørdag. Læs mere her.

FC København












