Dialogen er død: Brøndby-angriber rejser hjem Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Dialogen er død: Brøndby-angriber rejser hjem

Carl Björk fortsætter efter alt at dømme ikke karrieren i dansk fodbold.

Carl Björk i kamp for Brøndby mod AGF.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fortællingen om Carl Björk og Brøndby IF vil næppe gå over i historien.

Tilbage i begyndelsen af 2022 kunne klubben fra den københavnske vestegn ellers præsentere en dengang 22-årig svensk angriber, som man havde store forventninger til.

Denne sommer slutter parløbet mellem spiller og klub efter fire og et halvt år uden skyggen af succes.

14 Brøndby-kampe og nul scoringer blev det til.

Carl Björk har dog ikke kun varmet bænken i Brøndby. Perioden bød nemlig på lejelophold, senest hos B.93 - med succes.

Her blev det til 43 kampe, og både den nu 26-årige svensker samt B.93 gav udtryk for, at de satte stor pris på samarbejdet.

Også så stor, at B.93-cheftræner Kasper Lorentzen, der selv har en fortid i Brøndby, tilbage i begyndelsen af maj bekræftede over for Campo, at der var dialog med Carl Björk om en permanent aftale, når han denne sommer forlader Brøndby ved kontraktudløb.

- Vi har dialog med Carl pt., så ja, jeg og resten af staben ønsker at beholde Carl i truppen.

- Carl har givet udtryk for det samme, derfor er vi også i gang med i dialog om kontrakt, lød det dengang fra Kasper Lorentzen.

Situationen har dog siden udviklet sig således, at Kasper Lorentzen her sidst i juni nu kan bekræfte, at Carl Björk ikke kommer til at fortsætte sin karriere på Østerbro alligevel.

- Carl har ønsket at tage hjem til Sverige. Han er her ikke mere, siger Kasper Lorentzen til Campo og fortsætter:

- Der er ingen tvivl om, at vi var glade for ham. Jeg havde da også gerne set, at han havde fortsat, lyder det.

Carl Björk i kamp for Brøndby mod AGF.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Dengang i maj lød det blandt andet, at usikkerheden omkring B.93's tilværelse i 1. division kunne spille ind i Carl Björks overvejelser.

Det endte med nedrykning og en tur ned i landets tredjebedste række.

Kasper Lorentzen er dog ikke af den overbevisning, at det endte med at blive afgørende for forhandlingerne:

- Jeg ved, at han havde det rigtig godt her. Så det har ikke være det. Jeg tror, at der var nogle andre ting, der spillede ind.

- Han stod pludseligt i en situation, hvor man som spiller lige skal vælge igen, hvad det er, man vil. Man skal træffe en beslutning, fordi man ikke bare bliver ved med at være på kontrakt.

Carl Björk er formelt fortid i Brøndby når juni lige om lidt bliver til juli.

Udstødt Brøndby-stjerne træner med igen

Mest læste

Notifications

Notifikationer