Randers-boss: Disse spillere kan være fortid i klubben
Randers FC-bossen forventer at modtage bud på flere af klubbens mest salgbare spillere.

Randers FC går ind i et spændende transfervindue.
Efter en skuffende sæson skal der ske ting og sager i Kronjylland, og her er en af hovedaktørerne fodbolddirektør Søren Pedersen.
Han har allerede varslet et forventet salg af klubbens spændende back Sabil Hansen, men han er ikke den eneste spiller, der kan være fortid i klubben.
Det fortæller Randers-bossen i podcasten 'Hestehviskerne', der udgives af Randers Amts Avis.
- Jeg er i hvert fald ret sikker på, at vi får tilbud på andre end Sabil. Der er Mike Themsen og Laurits Raun, der sammen med Ousseynou Fall Seck har potentiale, men der er også John Björkengren, der har vist sig positivt frem, siger Søren Pedersen i podcasten.
Randers FC's fodbolddirektør håber at kunne stille med en noget nær komplet trup til sæsonpremieren mod Silkeborg, der bliver spillet d. 26 juli.
- Vi skal så tæt på en komplet trup som overhovedet muligt. Det er vores prioritet, og så må vi jo se, hvad der sker i slutningen af vinduet. Vi kan jo sælge nogle, som vi er nødt til at erstatte, siger Søren Pedersen.

Randers FC sluttede den forgangne sæson på en skuffende 10. plads.
Læs mere om Randers FC her:

Randers FC












