DBU-kabale går op: Ansætter tidligere Superliga-træner
Morten Karlsen skal være ny U19-landstræner.

Brikkerne ser ud til at være faldet på plads.
Mandag oplyser DBU således, at man har ansat Morten Karlsen som ny U19-landstræner.
Dermed lukker han hullet efter Morten Mølkjær, der tager til Panathinaikos med Jacob Neestrup.
Den nuværende U19-landstræner Mads Lyng skal i stedet stå i spidsen for U18-landsholdet.
I DBU jubler man over ansættelsen af 47-årige Morten Karlsen.
- Morten Karlsen kommer med en stærk kombination af erfaring fra topfodbold og talentudvikling. Han har stået i spidsen for både ungdoms- og seniorhold på højt niveau, og vi ser ham som den rette profil til at videreudvikle de spillere, der står på tærsklen til A-landsholdet.
- Det er vigtigt for os, at U19-landsholdet ledes af en træner med både faglig tyngde og ambitioner. Morten har vist sine kvaliteter som cheftræner i både Danmark og internationalt, og vi er overbeviste om, at han kan skabe et udviklingsmiljø, hvor vores største talenter kan tage næste skridt, siger DBU’s talentudviklingschef for drenge Kenneth Brogaard.

Morten Karlsen kommer senest fra en rolle som cheftræner i Lyngby Boldklub, der endte med at rykke ned fra Superligaen under hans ledelse.
Han har stået uden job siden fyringen i begyndelsen af september 2025.
Jacob Neestrup
U18-landsholdet












