Bombe: Ghana-profil nægtet indrejse – misser første kamp
Ghanas Thomas Partey er blevet nægtet indrejse til Canada, og misser dermed nationens første kamp.

Ghana må undvære en af sine største - og mest kontroversielle - stjerner til sin første VM-kamp.
Thomas Partey er nemlig sigtet for syv tilfælde af voldtægt og et tilfælde af seksuelt overgreb af Londons Metropolitan Police, og som følge af de alvorlige anklager, er han altså blevet nægtet indrejse til Canada.
Det skriver mediet The Athletic.
Thomas Partey har ellers fået indrejsetilladelse til USA, hvor holdet har sin base, men til nationens første kamp ved VM-slutrunden kommer han altså ikke i spil, da de canadiske myndigheder har nægtet ham adgang til landet.
Det fortæller FIFA til The Athletic.

- FIFA kan bekræfte, at spilleren Thomas Partey ikke vil kunne rejse fra Ghanas landsholdsbase i Boston, USA, til Canada til holdets første kamp mod Panama onsdag den 17. juni, da hans visumansøgning er blevet afvist af den canadiske regering.
- FIFA er ikke involveret i værtslandenes immigrationsprocesser, herunder behandlingen og afgørelsen af visumansøgninger. Som ved tidligere FIFA-turneringer er det i sidste ende værtslandets regering, der afgør, hvem der får udstedt visum og får tilladelse til at rejse ind i landet.
Midtbanespilleren har nægtet sig skyldig i alle anklager, og han er heller ikke - skal det understreges - dømt for nogle af dem.
Det var under sin tid i Arsenal, at de første anklager kom frem, og kort tid efter sit kontraktudløb blev Partey siget for fem tilfælde af voldtægt. I februar i år, mens spilleren var under kontrakt med Villarreal, blev han sigtet for yderligere to tilfælde af voldtægt.
Det er på onsdag den 17. juni, at Ghana spiller sin første kamp til dette VM. Her hedder modstanderen Panama i et opgør, som altså finder sted i Canada.
Arsenal
Villarreal












