Medie: Brøndby har indledt Nørgaard-forhandlinger
Ifølge Bold.dk er Brøndby lige nu i forhandlinger med Sønderjyske-cheftræner Thomas Nørgaard.

Hvem bliver Brøndbys næste cheftræner?
Det spørgsmål er vi efter alt at dømme tæt på at få svar på.
I hvert fald skriver mediet Bold.dk, at Brøndby IF har indledt forhandlingerne med Thomas Nørgaard om at blive klubbens næste cheftræner.
Dermed ser det altså ud til, at det bliver Sønderjyske-træneren, der tager over for Steve Cooper, som fik sparket umiddelbart efter afslutningen på den seneste Superliga-sæson.
Mediet skriver, at Thomas Nørgaard har været på listen over klubbens foretrukne kandidater, og at forhandlingerne nu er indledt - selvom en endelig aftale altså ikke er på plads.
Thomas Nørgaard førte i denne sæson Sønderjyske til en sjetteplads i Superligaen, men helt indtil sidste spilledag havde klubben faktisk muligheden for at spille med om medaljer.

Var det blevet til en sejr over FC Nordsjælland i sidste runde kunne klubbens altså potentielt have sikret sig bronzemedaljerne, men et nederlag betød, at Thomas Nørgaard og kompagni i stedet gled ned på en sjetteplads.
Dog har det arbejde, som Thomas Nørgaard har præsteret i klubben, altså imponeret så meget, at Brøndby IF nu ser ud til snart at kunne præsentere ham som klubbens nye træner.
Bliver parterne enige, vil det være en smal sag for Brøndby at købe Thomas Nørgaard fri. Den 44-årige cheftræner har nemlig en frikøbsklausul i sin kontrakt med Sønderjyske, hvilket Bold.dk tidligere har beskrevet.
Og det er måske ikke så overraskende, at det er netop Thomas Nørgaard, som klubben nu forhandler med. Brøndbys nye fodbolddirektør, Julius Ohnesorge, har i hvert fald tidligere fortalt, at man gerne vil hente en ny cheftræner, som har kendskab til Superligaen.
- Det skal ikke være afgørende, hvilken nationalitet personen har, men vi prioriterer en træner, som har en god forståelse for det, klubben står for. Det betyder kultur, ligaen, landet og klubben, lød det fra Julius Ohnesorge tilbage i slutningen af maj.
Brøndby IF
Sønderjyske












