Liverpool må for alt i verden ikke kopiere United
Fyringen af Arne Slot er fair, men Liverpools ledelse skal finde fælles fodslag og undgå rivalen Manchester Uniteds fejl i forsøget på at nå toppen omgående.

Det havde givet bedre mening, hvis Arne Slot var blevet fyret mandag eller tirsdag, for problemerne har været tydelige længe.
Skader og formdyk fra profilerne har langt fra været hele forklaringen på, at Liverpool kun med nød og næppe kom i Champions League et år efter et overraskende mesterskab, og når skuffelsen lægger sig, tror jeg såmænd også, den begavede hollænder selv kan se, at forholdet var kørt af sporet.
Det ser ud til, afløseren bliver baskiske Andoni Iraola, en af Marcelo Bielsas mange disciple, både som spiller under argentineren i Athletic Club og som træner.
Som vi har set i Bournemouth betyder det, at Iraolas hold er voldsomt begejstret for at presse og presse højt, at man vil spille direkte og underholdende, og der i det hele taget skal smæk på fodboldspillet.
Det skifte giver god mening og er i tråd med, hvad man gjorde så godt i årene med Jürgen Klopp og vel også havde taget tilløb til i årene inden.

Men hvad var det så, man ville med Arne Slot, som mange tilhængere vil være henrykte over at slippe af dem med kun et år efter mesterskabet?
Som i Manchester
Det er på samme tid det omvendte og præcis samme, som Manchester United gennemlevede for snart halvandet årti siden, hvor Alex Ferguson stoppede.
Man hyrede David Moyes som erstatning i et forsøg på at genskabe 'Fergie', spillestil, nationalitet, udstråling og det hele, og det gik selvfølgelig galt.
Så tog man Louis van Gaal for at spille hollandsk totalfodbold, gik tilbage til pragmatismen under José Mourinho to år senere, og gik så med nostalgiløsningen Ole Gunnar Solskjær fra 2018 til 2021, hvilket kynikere som undertegnede også mener, Michael Carrick er.

Liverpool startede med en anden type træner og vælger så nu en mand, der minder en hel del om Klopp.
Det ser fornuftigt ud, men klubben har vel allerede været ved at fravige fra strategien med spillere som Florian Wirtz og Federico Chiesa som billede på manglende fart og fysik.
Netop som resten af Premier League gearede op fysisk og satsede på dødbolde, blev Liverpool mindre fysiske og mindre hurtige.
Det er fint at kunne spille på flere måder, men selv med så mange ressourcer, som Liverpool råder over, må man have et tydeligt grundkoncept, og der begyndte tingene at skride de to seneste sæsoner.
Prøv at spørg i Manchester United, om det er en fordel at hyre en cheftræner, der vil have sine egne folk tilpasset en bestemt spillestil, hvorefter truppen viser sig at være helt forkert til efterfølgeren.
Den cyklus er Liverpool ikke i endnu, men man skal passe på ikke at ramme den.

Har uvished erstattet strategi?
Mohamed Salah blev et år for længe, Virgil van Dijk skal afløses inden for en overskuelig fremtid, og igen: Spørg i Manchester, hvad der sker, hvis man ikke formår at finde afløserne for de lederfigurer, der tårner op og skal repræsentere klubben.
Iraola ligner et godt valg, men efter et par år med det, der virker til at have været strategisk forkerte og dårlige transfervinduer, er lige dele beslutsomhed og tålmodighed nok nødvendig: Det er urealistisk, at et enkelt sommertransfervindue er nok til, man igen er side om side med Manchester City og Arsenal.
Måske er det mest bekymrende her, at tidligere så afklarede og dygtige Liverpool lader til at være i splid med sig selv i topledelsen og ejerkredsen.
FSG's idé om at lave en multiklub-model blev skrottet nærmest trinnet før, man købte klubber på kontinentet, flere af topfolkene har kontraktudløb næste år, og over det hele svæver tvivlen om, hvorvidt John Henry og FSG i virkeligheden helst vil sælge efter kortvarigt at have smidt klubben på markedet for et par år siden.
Tydelighed forplanter sig i en organisation, og det samme gør uvished.
Uvished er det sidste, Liverpool skal ønske sig nu, men det kommer til at kræve meget af klubben de næste måneder at overbevise om, man ikke er ved at miste fodfæstet.

Manchester United
Liverpool
Mohamed Salah
Jürgen Klopp
Virgil van Dijk
José Mourinho
Arne Slot












