Stikpille til Slot? Salah sender kryptisk besked
I et opslag på Instagram lader det til, at den egyptiske Liverpool-legende skyder med skarpt mod sin manager.

Efter at have sikret sig det engelske mesterskab i seneste sæson, er det kørt helt skævt for Liverpool i indeværende.
Fredag tabte Merseyside-klubben med 4-2 til Aston Villa i et opgør, hvor hjemmeholdet til tider kørte den engelske mester over.
Det har fået mange til at kalde på manager Arne Slots afgang, og nu tyder det på, at Mohamed Salah har meldt sig i det kor.
I hvert fald har egypteren publiceret et kryptisk Instagram-opslag, som begræder tilstanden i klubben.
- At se os smuldre endnu engang til et nederlag i denne sæson var meget smertefuldt og ikke det, vores fans fortjener, skriver egypteren blandt andet.
Det kan virke relativt harmløst, men den skarpe seer vil måske bemærke, at opslaget er fyldt med referencer til klubbens tidliger manager, Jürgen Klopp.
I hvert fald indleder Mohamed Salah opslaget på følgende vis:
- Jeg har været vidne til, at denne klub gik fra tvivlere til troende, og fra troende til mestre.

Da Jürgen Klopp i sin tid blev præsenteret i klubben, var noget af det første, han sagde, at fansene skulle "change from doubter to believer" - fra tvivlere til troende.
Desuden var et yndet udtryk for tyskeren, da han var i spidsen for Liverpool, at klubben skulle spille 'heavy metal-fodbold'.
Et udtryk, som også har sneget sig ind i Mohamed Salahs opslag.
- Jeg ønsker at se Liverpool vende tilbage til at være det 'heavy metal'-angrebshold, som modstanderne frygter, og tilbage til at være et hold, der vinder trofæer. Det er den fodbold, jeg ved, hvordan man spiller, og det er den identitet, der skal genfindes og bevares for altid. Det kan ikke være til forhandling, og alle, der slutter sig til denne klub, bør tilpasse sig den.
Dermed kunne det altså tyde på, at den egyptiske talisman ikke er tilfreds med hverken resultaterne eller den afart af fodbold, som klubben spiller under den nuværende cheftræner, Arne Slot.
De to var tilmed i konflikt tidligere på sæsonen, hvor Mohamed Salah i en periode var helt ude af truppen hos den hollandske træner.
Liverpool er dog stadig i førersædet til at snuppe den sidste Champions League-plads.
Klubben har i skrivende stund fire point ned til Bournemouth på sjettepladsen, som dog har en kamp i hånden.

Arne Slot
Jürgen Klopp
Liverpool
Mohamed Salah












